mandag den 1. november 2010

Jeg åbner bare mit næb

Somme tider tænker jeg: "Mon han lægger sig til at sove så hurtigt, fordi han ikke orker at høre den sang mere?"

Jeg er mor til 2 drenge. Den ældste er 12 år og den yngste er 4 år. I de år jeg har været mor har der altid været en debat i medierne, mødregruppen, magasiner for småbørnsforældre og i familien om børns sovevaner.
Jeg tilstår - jeg har gjort alt det man ikke burde gøre ved min ældste søn. I hvert fald hvis du har læst den meget omdiskuterede bog "Godnat og sov godt" skrevet af Eduard Estivill & Sylvia de Béjar.
I det første kapitel er der en tjekliste om hvad man bør gøre for at barnet får den bedste søvn uden frustration for forældre og barn. Jeg kunne sætte flueben under samtlige punkter, hvor det burde jeg bare ikke have gjort.

Det var ofte et meget langt ritual:
I starten gik jeg rundt med ham i armene til han sov
Spottede hvilke gulvbrædder der knirkede og undgik disse
Jeg holdt ham senere i hånden
Jeg sang den samme sang om og om
Når han endelig var faldet i søvn byttede jeg min pegefinger ud med to sutter i hans hånd
Kravlede på alle fire ud af værelset
Vågnede han alligevel startede jeg forfra
Havde nattelys tændt
Døren stod meget på klem
Han kom lidt senere på aftenen og sov videre i vores seng
Da han blev lidt ældre havde han endda Diana Krall til at synge videre for ham på minidisken.

Plan nr. 2
Der er jo en del år imellem de to drenge, så jeg har haft rigelig med tid til at udtænke en ny plan.
Det skulle bare være løgn med nummer to. Så derfor købte jeg bogen inden Xandars ankomst, så jeg var velforberedt. Der er flere ting i den bog, som jeg ikke helt kan stå inde for, men der er mange gode værktøjer, som jeg har taget til mig og tilpasset til mit sind.
Nu foregik det så på denne måde:
Da xandar kom til verdenen plagede jeg ham allerede indenfor den første uge med sangen "Jeg ved en lærkerede."
Den sang jeg så hver aften
Slukkede alt lyset
Kyssede godnat
Lukkede døren, så der kun var en lille bitte åbning
og så sov han
Det fungerede i de første 3 år og så kom der en ny tid.

Jeg gør det simpelthen ikke
Det er ingen hemmelighed, at der selvfølgelig kom vores kampe hvor han stod op igen og alt det der med; "jeg skal tisse" og "jeg er tørstig", åh jeg kunne blive ved og så en dag sagde jeg til Jesper, da han kom sent hjem og jeg havde talt døren gå op mere end  24 gange: "Du er den! Jeg bliver simpelthen sur og grå over det der renderi". Så jeg har faktisk i meget lang tid ikke puttet Xandar og far og søn har haft deres egne putteritualer for sig selv og det har været til stor glæde for dem begge.

Så kom aftenen hvor han spurgte om jeg ville putte ham.
Jeg puttede Xandar og jeg nåede ikke at synge sidste vers i "Jeg ved en lærkerede" før han sov.
Det stakkels barn har også hørt den sang hver aften i alle hans 4 leveår, så måske er det min sangstemme han ikke holder til længere eller så er han bare så træt af den sang. Jeg havde godt nok frygtet balladen igen, men der er vist ingen grund til at tage bekymringerne på forskud, for det har virket flere gange nu - jeg skal blot åbne næbbet og synge "Jeg ved en lærkerede" fremover.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar