mandag den 29. november 2010

Guld og knopper

For godt og vel en uges tid siden, fik Jesper og jeg vores nye vielsesringe.
For dig som måske ikke har hørt om mit hjertebarn, Amio.dk så har vores vielsesringe en lille finger med i spillet om hvorfor Amio.dk engang blev tænkt.

Vi ledte og ledte efter noget specielt. Jesper havde i bund og grund slet ikke lyst til at have ring på, men sommetider tramper jeg hårdt i gulvet, kommer med to argumenter der ikke står til diskussion og så taler vi ikke mere om det.
Skulle han have en ring så skulle den være anderledes, men det var bare ikke nemt at finde noget. Nu blev det jo heller ikke bedre af, at når Jesper og jeg beslutter noget, velovervejet vel og mærke, så gør vi det og det er sommetider med 450 km/t og der er ingen små smutveje. Sådan var det også da vi skulle giftes. Der sker som regel mange ting i vores hverdag og vi havde egentlig ikke lyst til noget stort arrangement, så hvad gør man så. Jo da, vi lånte to vidner, løb op på rådhuset sagde ja til hinanden og så var vi gift:)
Så efter 3 uger havde vi sagt ja til hinanden. Ingen omkring os vidste noget.

Tilbage til det med ringene, så var det jo sådan, at vi kunne ikke finde nogle hvor vi sagde; "wow, det er bare os to." Så vi lavede den simple version, købte to standard vielsesringe og lovede hinanden, at når vi fandt en som kunne indfri vores ønsker, så skulle de smeltes om.

Karin Castens er den dygtige guldsmed, som har lavet vores vielsesringe version2.


Læs hvordan og hvorfor de er blevet til, lige HER.

Knopper
Jeg har fået den vildeste allergiske reaktion jeg nogensinde har prøvet. Jeg ser næsten værre ud, end da mine drenge havde skoldkopper tidligere på året. Uha, det klør!!!
Nu er der gået et par dage og det er kun blevet værre, til trods for stærke allergipiller jeg har hvis jeg bliver stukket af hveps eller bi, som jeg ikke kan tåle. Så jeg måtte en tur forbi min gamle arbejdsplads og få udleveret noget stærkere medicin. Åhh, jeg håber på mirakler senere i aften for da bør det virke...
Jeg har lige præcis ni dage til at se normal ud, for så skal jeg nemlig have en kjole på fra Karla´s Forbindelse.
Rikke, som er designeren bag Karla´s Forbindelse vil jeg fortælle mere om og jeg lover jeg viser et billede, når jeg har den på og ser normal ud.

søndag den 21. november 2010

Fås også i lilla

Der er simpelthen gået for lang tid siden jeg sidst har taget mig lidt ro og tid til at sidde her og skrive.
Det har været en uge med fuld fart på. København to gange, inspirerende og dejligt møde med Karla´s forbindelse og Castens som du skal høre meget mere om en af de nærmeste dage og så diverse møder, telefonopkald, email ikke at glemme, blandet godt og grundigt med feber og ondt i halsen. Så da jeg nåede til fredag morgen og mit vækkeur ringede kl. 4.15, da var jeg en smule brugt. Med mange kopper kaffe og Panodil kom jeg godt afsted mod Odense.

I Odense i Pakhus16 har der været julemarked.
Et stort og flot arrangement Lis og Pernille har lavet og de fik også et velfortjent skulderklap af Borgmesteren. Pakhusets stemning, omgivelserne og den sprudlende kreative energi, afspejlede så fint det de havde i tankerne allerførste gang jeg blev præsenteret for idéen. Så idéen og målet lykkedes rigtig godt for dem begge to og det er formentlig ikke sidste gang vi ser et arrangement fra de to ildsjæle.
Der var selvfølgelig rigtig mange Amio.dk butiksejere og det var fantastisk at hilse på så mange på en gang, få et ansigt på, men ikke mindst har jeg oplevet, set og mærket, at det jeg ser på Amio.dk i al virkelig er mindst lige så lækkert og eksklusivt som det ser sig ud på billederne. Hold da op hvor er der mange dygtige kunstnere og sikke en dejlig åbenhed og smil jeg har fået lov til at opleve.
Flotte rammer Lis og Pernille har skabt på dette marked for at understrege dette fantastiske kreative unikke univers.
Jeg var også forbi lørdag for at hilse på flere, men jeg må være ærlig, jeg holdt ikke så længe. Det havde været en meget lang nat og nu kommer historien om "the lady in pink, turns into purple."

Hvor er min prik?
Jeg mødtes bl.a. med Rikke i Pakhus16, som har syet den skønneste kjole, jeg havde på.
Når du ser hendes tøj, detaljerne, farvespillet, romantikken, enkeltheden og mærker blødheden når du stryger fingrene over stoffet, ja så fortæller det mindst lige så meget om personen bag.

Senere om eftermiddagen aftalte Rikke og Mette, at vi kunne mødes nede i byen og have lidt sen frokost. Jeg havde en aftale som trak ud, så vi aftalte at vi bare mødtes dernede en time senere, så ville de tage sig en ekstra kop kaffe imens jeg blev færdig.
Min gode gps havde ligget i bilen i den bidende kulde, så da jeg tændte den for at den skulle vise mig vej ned til caféen tja så kan man vist roligt sige at den frøs. Den kunne overhovedet ikke reagere på mine fingre, for de var ligeså kolde som den. Der skete bare ingenting. Så var det ellers frem med den nye telefon og tænde for googlemaps og nu forstår jeg meget bedre hvorfor Remeé også bliver forvirret over de der prikker og den prik der bevæger sig den forkerte vej. Det har jeg i hvert fald hørt i et interview:)
Det er nemlig sådan nogen som os, som for bare 4 år siden kørte udmærket fordi vi havde forberedt os hjemmefra med udprintede eller selvtegnede kort fra Krak, som nu er helt fortabt med de her herlige elektroniske kortvisninger.

Jeg fandt endelig ned til byen og en parkeringsplads ved Brandts Klædefabrik hvor Caféen skulle være i nærheden af.
Jeg var allerede her meget forvirret og lidt presset over at jeg var en time forsinket.
Jeg anede simpelthen ikke hvor jeg var, så bilen blev kastet i den først ledige bås, p-billetten skaffet og så måtte jeg ellers se mig omkring.

Min egen TelefonMandGuide
Aha- en H&M så jeg ringede til Rikke og sagde jeg står nu i Odense C. og jeg kan se en H&M hvor er jeg i henne? Inden jeg så mig om, havde Rikke frisk spurgt ud i lokalet om der var en der kunne guide mig og så havde jeg en stakkels fynbo i røret som skulle guide mig til Caféen.
Jeg ved faktisk ikke helt hvor jeg var, men på et tidspunkt bliver jeg guidet til at skulle gå igennem McDonalds fordi så lå Cafeen tæt på bagsiden der.

Jeg åbner døren til McDonalds og VUPSI-VAPSI så ligger jeg pludselig henslængt over et bord med meget tæt øjenkontakt med en ældre herre, benene sprællende i hver deres retning og hovedet bagover. I hånden holder jeg stramt min telefon og albuen rammer samtidig bordet som hovedet så pomfritterne springer omkring mig og et stort WOOOW runger i mine ører.
Jeg kan simpelthen ikke huske hvornår jeg sidst har været Bambi på glatis, men "hold da op der var glat" sagde jeg til den fremmede mand i min telefon.
Alle personer giver et gip i lokalet og rejser sig for at redde mig op igen, alt imens at jeg simpelthen er så fokuseret på at finde vej i høj fart, så jeg laver en mindre piruette, nikker venligt og siger tak for hjælpen, alt imens jeg drøner ud af bagdøren.

Så til dig der oplevede en kvinde iført en pinkblomme farvet jakke rode rundt over et bord på McDonalds i Odense fredag eftermiddag eller hvis din svigerfar har fortalt om, at pludselig lå der en kvinde og stirrede ham dybt ind i øjnene, alt imens han gabte over sin McFeast, så er det bare mig!

Og til dig Søren Sko på Caféen som så en dybt forvirrede kvinde løbe ind på Caféen vinkende til den fremmede telefonmand, som har underholdt jer alle med at sige."30 skridt frem imellem Matas og BR der skal du til  højre og er du nu sikker på at det er en grå bygning du ser og hvilken højre taler vi om," så er det bare mig!

Jeg har nu siddet op i sofaen i to nætter for at pleje mine tre ribben, som har fået et ordentlig hak og en ryg med en stribe over ryggen og en albue som nu er mere lilla end min pinkblomme farvet jakke - ja det kalder de der farvefolk den. Hvorfor den lige har den farve, hører du mere om en anden dag.

lørdag den 13. november 2010

BlingoBlongo

Ungerne elsker det. Især Phillip på 12 år er ivrig på tasterne når der skal printes plader ud. Det er ikke ualmindeligt, at hele bordet er dækket med bingo banko plader lørdag aften.

Vi har faktisk haft 2 rækker engang og du kan tro vi ringede til studiet på alle huset telefoner. 4 stk. havde vi gang i og vi kom skam også igennem, hvor vi skulle indtaste kontrolnr og så skulle vi bare vente på om vi kom igennem. Æv, det gjorde vi så ikke.

Lige efter den aften, så er Xandar jo en sand utålmodig spiller. Med hans 4 år taget i betragtning er der ikke noget at sige til det, men uha der skal forklares mange gange undervejs, hvordan man vinder og så sker det den første gang: "Der er 1 række" og der er en vinder i telefonen i studiet. Xandar bliver meget skuffet fordi det ikke lige er os og så kommer det samme spørgsmål, som kommer ca. 27 gange i løbet af udsendelsen. "Hvor mange tal mangler vi nu, mor?" hvorefter han meddeler, at nu gider han ikke mere. Det er nu også lang tid for en dreng i hans tempo, at sidde tålmodigt og lave fine krydser på sine plader.

Der går ikke lang tid før, at koncentrationen ikke holder og så sker det samme, som der er sket alle de andre lørdage.
Han begynder at tegne på sine hænder, derefter ansigtet for så at slutte af på bordet., alt imens at jeg prøver at bevare overblikket over egne, Xandars og Phillips plader.


Men vi hygger os, for meget kan man sige, men det virker det der med spil i stuen, nu er det ikke kun fodbold lørdag aften, der ryster familien Danmark sammen i stuen.:)

onsdag den 10. november 2010

Hjælp til en landsbytosse

Jeg har fået drejet mit hovede hele vejen rundt som var jeg en ugle, haft nakken så langt tilbage, at jeg kunne forveksles med en japansk turist og så har jeg fået overanstrengt mit koblingsknæ.

På besøg i København
Jeg er taknemmelig for, at jeg i tidernes morgen har taget mit kørekort i København og så er jeg vældig glad for hende damen der taler til mig, alt i mens jeg stormer alle de ensrettede små gader igennem i min lille Peugeot. "Foretag en lovlig u-vendig" eller den sædvanlige"beregner ny rute" og så den jeg godt kan undvære ude på motorvejen, "overskridelse af fartgrænsen".
Men midt i Københavns ensrettede gader, med vejarbejde de mærkeligste steder, så tænkte jeg på et tidspunkt: Så hold dog mund!
Få i stedet de cyklister til at forstå, at de der blinkende cykellygter er mere farlige end til gavn.
Jeg forstår simpelthen ikke, at de er lovlige i trafikken. Mange har sikkert prøvet at køre i bil i mørke og er blevet mødt af de der blinkende sager og har oplevet af øjnene kan simpelthen ikke måle afstanden når noget blinker i mørke og så med en snert af finregn, jamen det er umuligt og så i Københavns i forvejen blinkende gader. Dette må være en opfordring til Dansk Cykelforbund - Der er nemlig hårdt brug for en oplysningskampagne!

Hun er nu ikke helt dum, hende der snakker.
Jeg havde flere ærinder i København og da tiden nærmede sig mit møde kl.17.00 og jeg fandt en parkeringsplads, var det bestemt ikke i nærheden af destinationen. Selvom jeg har gået mange kilometer i Københavns gader i årenes løb, så for jeg altså lidt vild og så var jeg pludselig på den og med 12 min til at mødet skulle begynde, så var det bare med at tænke hurtigt.
Selvfølgelig. Jeg tænder da bare min GPS og lader mig navigere rundt i byens små gader, diskret i hånden selvfølgelig og minsandten, jeg ankom 3 minutter før. Den er nu god nok og har trods alt hjulpet mig igennem mange spændende byer. 
Måske de der maskiner, som mange af os har hængende i forruden på bilen, en dag også siger "Godmorgen og velkommen i bilen" eller når man ankommer til destinationen, "tak for en behagelig køretur" og "husk du skal købe mælk på vejen hjem."

Så om jeg har ondt i min nakke og knæ i dag fordi jeg ihærdigt har kigget efter cyklister og drejet mit hovede rundt i alle mulige retninger, filet lidt for meget på koblingen fordi København er et stort vejarbejde eller fordi jeg nød at gå ned ad Strøget og tilbage igen med min Baresso kaffe i hånden og kigge op på de smukke bygninger i København, ved jeg ikke, men det var en fantastisk dag i København.

tirsdag den 9. november 2010

Drengehørm

Om lidt tager jeg til København og så er der vist dømt hygge for dem herhjemme.

Denne seddel kunne jeg da ikke stå for.

mandag den 8. november 2010

Lille Peter Edderkop...

Hovedet op, men ikke for længe... måtte jeg sande i går.

Det har simpelthen været de vildeste dage, siden jeg sidst sad og skrev her på bloggen.
Jeg kan egentlig ikke fortælle det helt store for jeg er simpelthen så mæt af indtryk, store beslutninger om dit, dut og dat, at jeg snart ikke ved op eller ned. Kender du det?
Pause, jeg har nok mest af alt brug for en lille pause.
Den får jeg i morgen, for turen går til Kbh igen, af en anden hyggelig slags, men hvor jeg ikke skal tage store beslutninger og stilling til dit, dut og dat.

Jeg havde i går brug for oprydning, både af den indre slags og så den omkring mig.
Jeg fik dog  lidt den der: " Åhh, vil dette ingen ende tage." Først så støvsugede jeg hele huset, det var de første 200 kvm, men så skete det!
Jeg så op og det har jeg ikke gjort meget længe må jeg erkende, for der var jo simpelthen indbyggere i alle hjørner med guirlander på tværs af rummene. Så inden jeg så mig om, så måtte jeg også lige støvsuge alle lofterne, så det blev vel omkring 400 kvm støvsugning på en søndag.
Jeg kan sige det med det samme: Jeg hader at støvsuge, det keder mig helt vildt. Så der kommer til at gå lang tid igen, før jeg kigger så meget op.

Men nu skal du bare se hvad der ellers kom ud af al den rengøring. Jeg flyttede simpelthen lidt om i spisestuen. Lidt fornøjelse med rengøringen og den støvsugning kom der.
Det var jo blevet bidende koldt i går, så jeg måtte ud og hente mine oliventræer ind.
Dem der ved en masse om planter og træer vil sikkert tænke, at det går simpelthen ikke at have dem indendørs. Men jeg synes det ser vildt hyggeligt ud med lidt fransk stemning i spisestuen og så må de træer overleve så længe de kan. De overlever i hvert fald ikke udenfor.
Døm selv:)
Så imorgen, må jeg vist hellere få købt nogle underskåle til mine oliventræer. Billedet er lidt mørkt til trods for, at vi har vinduer fra gulv til loft overalt, men der har kun været gråvejr og rusken i træerne hele dagen i dag. Uha, vinteren med sne er nær.

Kunsten på væggen kan du købe her i Butik Frede K. , men kisten har jeg selv fundet for mange år siden på et loppemarked på Søborg Hovedgade.

torsdag den 4. november 2010

Næ, nu kan det være nok! For nu.

Så sad jeg der og måtte indse, at jeg var overladt til et enkelt lille stykke toiletpapir, igen. Du ved, det sidste stykke der har lim på bagsiden og man kan med nød og næppe få det fri i strimler.

Jeg er jo ene høne i huset her og jeg ved simpelthen ikke hvad det er, men det er som oftest mig der får det sidste stykke.
Så er det godt Bilka har Kæmpekøb med Kleenex toiletpapir.
Da denne kurv var fyldt op, gik jeg ud på det andet badeværelse for at fylde resten i skabet og det var godt jeg gjorde det. Skabet var også tomt derude. Hmm...hvordan fortæller man husets beboere, at toiletpapiret ikke vokser ud af skabet?

onsdag den 3. november 2010

Julehat og iskager

Jeg har mange hatte på i løbet af dagen og i de seneste 48 timer, har jeg simpelthen skulle skifte hat ligeså hurtigt som bladene falder af træerne. Jeg nyder hver en stund og i dag fandt jeg også min julehat.

Jeg tog i Netto sammen med Phillip i eftermiddags. Nemt lod jeg mig friste af hylderne fyldt med juleknas og andet godt.
Phillip er ikke altid nem med "nye" fødevarer, med andre ord jeg har nok gjort ham lidt kræsen. Men sidste år forsøgte han at bide i en clementin og han var vild med dem. Så nu er det ham der fylder vognen med clementiner og jeg finder brunkagerne.

Da vi så kom hjem, så vimsede Xandar rundt med en reklame i hånden og spurgte om jeg havde hørt klokkerne på vejen hjem.
Klokkerne? "Ja mor, dem fra den blå isbil."
"Øhhh - is?" Jeg, som kom hjem i præjulestemning med clementiner og brunkager, skulle straks se den der reklame fra isbilen og de der sandwich is.
Han er helt vild!
Jeg håber ikke isbilen kommer for tidligt på lørdag, for så ser naboerne pludselig en kvinde løbe op ad vejen, formentlig kun iført pybuks, vinterfrakke og med en hue langt ned over ørerne for at skjule strithåret. Egentlig ikke for at købe is, men for at indfange en dreng på 4 år, der er i fuld galop efter isbilen.

mandag den 1. november 2010

Jeg åbner bare mit næb

Somme tider tænker jeg: "Mon han lægger sig til at sove så hurtigt, fordi han ikke orker at høre den sang mere?"

Jeg er mor til 2 drenge. Den ældste er 12 år og den yngste er 4 år. I de år jeg har været mor har der altid været en debat i medierne, mødregruppen, magasiner for småbørnsforældre og i familien om børns sovevaner.
Jeg tilstår - jeg har gjort alt det man ikke burde gøre ved min ældste søn. I hvert fald hvis du har læst den meget omdiskuterede bog "Godnat og sov godt" skrevet af Eduard Estivill & Sylvia de Béjar.
I det første kapitel er der en tjekliste om hvad man bør gøre for at barnet får den bedste søvn uden frustration for forældre og barn. Jeg kunne sætte flueben under samtlige punkter, hvor det burde jeg bare ikke have gjort.

Det var ofte et meget langt ritual:
I starten gik jeg rundt med ham i armene til han sov
Spottede hvilke gulvbrædder der knirkede og undgik disse
Jeg holdt ham senere i hånden
Jeg sang den samme sang om og om
Når han endelig var faldet i søvn byttede jeg min pegefinger ud med to sutter i hans hånd
Kravlede på alle fire ud af værelset
Vågnede han alligevel startede jeg forfra
Havde nattelys tændt
Døren stod meget på klem
Han kom lidt senere på aftenen og sov videre i vores seng
Da han blev lidt ældre havde han endda Diana Krall til at synge videre for ham på minidisken.

Plan nr. 2
Der er jo en del år imellem de to drenge, så jeg har haft rigelig med tid til at udtænke en ny plan.
Det skulle bare være løgn med nummer to. Så derfor købte jeg bogen inden Xandars ankomst, så jeg var velforberedt. Der er flere ting i den bog, som jeg ikke helt kan stå inde for, men der er mange gode værktøjer, som jeg har taget til mig og tilpasset til mit sind.
Nu foregik det så på denne måde:
Da xandar kom til verdenen plagede jeg ham allerede indenfor den første uge med sangen "Jeg ved en lærkerede."
Den sang jeg så hver aften
Slukkede alt lyset
Kyssede godnat
Lukkede døren, så der kun var en lille bitte åbning
og så sov han
Det fungerede i de første 3 år og så kom der en ny tid.

Jeg gør det simpelthen ikke
Det er ingen hemmelighed, at der selvfølgelig kom vores kampe hvor han stod op igen og alt det der med; "jeg skal tisse" og "jeg er tørstig", åh jeg kunne blive ved og så en dag sagde jeg til Jesper, da han kom sent hjem og jeg havde talt døren gå op mere end  24 gange: "Du er den! Jeg bliver simpelthen sur og grå over det der renderi". Så jeg har faktisk i meget lang tid ikke puttet Xandar og far og søn har haft deres egne putteritualer for sig selv og det har været til stor glæde for dem begge.

Så kom aftenen hvor han spurgte om jeg ville putte ham.
Jeg puttede Xandar og jeg nåede ikke at synge sidste vers i "Jeg ved en lærkerede" før han sov.
Det stakkels barn har også hørt den sang hver aften i alle hans 4 leveår, så måske er det min sangstemme han ikke holder til længere eller så er han bare så træt af den sang. Jeg havde godt nok frygtet balladen igen, men der er vist ingen grund til at tage bekymringerne på forskud, for det har virket flere gange nu - jeg skal blot åbne næbbet og synge "Jeg ved en lærkerede" fremover.