fredag den 22. juli 2011

En krabbeklo kom forbi

I Klitmøller hører der sig også krabbeklør og hummer til.
Bedstefar har været ude og sætte nye garn, så i næste uge skuller der gerne være et kuld mere, men disse skulle nydes i dag.


Billedet blev dog først taget, da jeg havde nydt en mad, for det er bare med at holde sig til fadet, for der er nogle meget garvede krabbeklør-pillere i denne familie, så det går bare stærkt med de store madder.
Jeg må sande, at jeg er ikke så hurtig på fingrene endnu når der skal laves store krabbemadder, men jeg kommer da efter det.
Jeg savnede nu Jesper, for han er som en gentleman hvad det angår. Han laver med glæde en stor mad til mig, det går hutigt og så er der kun én der har fedtede krabbefingre. Jeg tror nu også det er fordi, at han sidder med det skæve smil og tænker, du godeste hun får jo aldrig noget at spise med det tempo.
I dag måtte jeg selv og det gik nu også meget fint og jeg er bestemt ikke gået fra bordet sulten.

torsdag den 21. juli 2011

Jeg slap dem fri

Mine fødder er sluppet ud af mine sokker og conversesko.



Det har været en skøn dag med sol og latter på stranden. Dog er jeg ikke hoppet i Vesterhavet, men mine små fødder fik lov til at få sand og frisk havvand imellem tæerne.


tirsdag den 19. juli 2011

Der er altid plads til en rulle pedigrør

Jeg har sneget mine pedigrør med til Klitmøller.
Inden afgang til Jylland, fik jeg lavet en ny cykelkurv. Min gamle i metal var både rusten og bøjet i alle retninger. Jeg har jo fået blod på tanden med mine pedigrør, det er både hurtigt at få noget til at ligne en milliard og fletter jeg forkert, er det lige til at pille op og starte forfra.



En cykelkurv bliver til.








Igår invaderede jeg svigerfars værksted og atelier, med mine pedigrør. Det havde hverken han eller BedsteBirgitte forventet, at jeg kunne få presset ind i bilen, men jo da, intet problem. Pedigrørene skulle med!


Så i stedet for en værtindegave, så fletter vi kurve og en brødbakke er undervejs også.
Det var simpelthen så hyggeligt og starten på to kurve gik igang.

mandag den 18. juli 2011

Spis fisk hver dag - endnu en tradition

Dag 2 i Klitmøller.

Svigerfar var tidligt afsted imorges, længe før vi andre stod op. Han skulle ud og fiske og sætte garn. Vinden var åbenbart perfekt og så var det afsted.
Traditionen tro, blev vi ringet op ca. en ½ time før de kommer ind og alle mand finder tøj og sko og spæner til A´Haw (nyt ord jeg har lært mig her fra det Nordjyske).











Her til aften har vi spist stegte makreller og man kan vist roligt sige, at de ikke har ligget for længe i køledisken.
Formentlig står den på endnu flere fisk imorgen og hummer, samt krabbeklør på onsdag.
Uhm, jeg spiser gerne fisk hver dag, især når det er "egen familiefangst", friskere fra Vesterhavet fåes det næppe!

søndag den 17. juli 2011

Traditioner

Traditionen tro, så skal vi have pandekager når vi kommer op til Klitmøller hos bedstefar.

Det er så fantastisk at komme herop. Her oser af hygge og roen kommer over mig i samme øjeblik jeg kører ind af indkørslen. Med åbne og kærlige arme bliver vi mødt og kaffen er altid klar. Mit store frirum er heroppe i Klitmøller og jeg nyder hvert et åndedrag fra det friske hav og det helt specielle lys der er fra havet. Heroppe kan jeg simpelthen ikke andet end slappe af.

Phillip har lavet disse fantastiske pandekager, uhm de smagte godt:)

Indtil på fredag skal vi være her, ungerne og jeg. Fredag finder vi Jesper et sted i Jylland og tager i sommerhus og går helt "offline". Vi har dog en "pind" til internettet med, hvis der skulle opstå noget helt og absolut akut på Amio.dk, men ellers så skal vi holde ferie alle sammen i en hel uge. Jeg glæder mig utroligt meget, for det er tiltrængt med en lille ferie.