torsdag den 18. august 2011

Helt alene

Med al hast tog jeg min telefon og åbnede mit TDCPlay og hentede TøseJegErAleneHjemmeMusik, da Jesper bakkede ud af indkørslen. I dag har jeg hentet alt hvad jeg kunne få fingrene i med Eva Cassidy, en vidunderlig sangerinde som desværre døde af kræft blot 33 år gammel.
Er du også alene hjemme en dag og ikke rigtig kan finde musik til dit humør, så er hun lyttebøfferne værd!

Økologi skal spises og så slutter det vist også der
Jeg gjorde klar til, at tage mig et langt bad i fred og ro, da jeg havde sunget stemmebåndet varmt.
Det, at kunne få lidt mig-selv-tid uden at blive afbrudt af spørgsmål om morgenen, når jeg egentlig ikke er helt klar til at snakke, er en nydelse. Ikke noget med; "mor har du set mit bælte" eller "ved du hvor mine cykelnøgler er?", mens man står der under bruseren.
Jeg ville "fejre" stilheden og mig-selv-tiden med en økologisk bodyscrub, det er nemlig ikke ofte jeg når det en tidlig torsdag morgen.
Bevares, jeg har ikke købt den igår, måske for 6 måneder siden. Den var lidt tør og klumpet, men jeg tænkte, at det går nok, når jeg får tilsat den under rindende vand. Men ak!
Til min store overraskelse blev det som harpiks jeg havde smurt mig ind i. Jeg kunne næsten heller ikke adskille mine fingre, det klistrede overalt. Så var gode råd dyre!
Jeg smurte mig ind i sæbe, men det gjorde da kun ting værre.
Så ud af brusekabinen og åbne skab nr. 1. En ny tube sæbe blev tømt ud i mine hænder og jo da det blev lidt bedre, lige indtil jeg skyllede det af, så klistrede det igen. En gang til, men nej det virkede simpelthen ikke.
Ud af brusekabinen igen, åbne skab nr. 2. Aha - ansigtscrub, så kan jeg måske skrubbe sagerne af min krop. Nope, heller ikke det virkede.
Ud af brusekabinen igen. Jeg åbnede skab nr. 3 og der står alle rengøringsmidlerne. Jeg stod et kort øjeblik og tænkte, om det var rensebenzinen jeg skulle tage fat i nu, for jeg var godt rasende og fortvivlet.

Nu får du lige noget at kigge på, så du er klar til at læse videre-der er vist også lidt økologi her!

Glimt fra et fristed jeg nyder at være forbi:)


Økologi, nu kan det rende og hoppe
For nogle år tilbage skulle min tidligere frisør farve mit hår med noget økologisk barkhalløj, det skulle nemlig være så godt. Jaja, da jeg havde fået det vasket ud, havde mit hår en total udefinerbar farve, altså det hår der var tilbage. For resten af mit hår lå da i frisørstolen, faldet af!
Så jeg er ikke helt begejstret for det der økologiske halløj, medmindre det er fødevarer.

Rensebenzin - hmm næ det er vist ikke alt for godt at hælde ud over min krop, selvom jeg var da klar til næsten hvad som helst til at fjerne det tykke, klistrende stads på min krop.
Tænke, tænke, tænke. Heldigvis, så fik jeg gavn af al den der unødvendige paratviden der er blevet kastet ind i min hjerne i årenes løb, også kemi. Løsningen var klar: Den der økologiske bodyscrub indeholdt jo en masse økologisk mandelolie, diverse afslappende, opfriskende, jeg fjerner din appelsinhud æsteriske olier.
Fedtcreme har jeg, så jeg laver da lige en; jeg ophæver dig din klistrende, grynede masse med min ikke økologiske fedtcreme og voila, så kunne jeg ånde lettet op.

Nu sidder jeg så her med min musik og er helt bestemt uden en eneste død hudcelle på min krop og én ting er sikkert, jeg glæder mig til næste gang jeg er alene hjemme. Dog er jeg så færdig med økologiske skønhedsprodukter, så fremover vil jeg nøjes med min økologiske gulerod og piskefløde.

mandag den 15. august 2011

Sprechen Sie deutsch - NiksenBiksen!

Det er simpelthen fantastisk. Jeg sidder i denne skrivende stund med min bærbare på skødet i sofaen og nyder det meget sjældne vejrfænomen i Danmark; solen.
Ikke alene skinner solen lige nu, men jeg har været lidt rastløs den seneste 1½ time. Xandar faldt nemlig i søvn lidt over seks til aften, så der har simpelthen været en stilhed i huset denne aften, som sjældent sker. Det er ligesom dengang han var helt lille og klokken syv om aftenen var han puttet til natten. Tiden om aftenen var noget andet dengang og jeg nyder det i fulde drag lige nu, må jeg indrømme.

Så jeg har haft god tid til at se Go´aftenDanmark med et spændende interview med George Michael (jeg glæder mig til koncerten den 29.august i Herning) og Phillip og jeg har kæmpet os igennem de nye bøger der skulle bindes ind.
Jeg bliver aldrig nogen specialist i det med at pakke bøger ind og jeg er så taknemmelig for opfindelse af tape.


Tænk sig, Phillip er nu 7.klasses elev, med tysk på skoleskemaet.
Godt det ikke er mig, der skal tysktimerne igennem en gang til. Heldigvis havde jeg en tysklærer som terpede grammatik og jeg var så bange for hende dengang, at jeg stadig kan huske remsen; der, den, des, dem osv. men tale tysk den dag i dag, niks, jeg gør det simpelthen ikke.
Så er det godt Jesper næsten taler det flydende og jeg kan grammatikken som var det igår, så helt galt med lektierne kan det da ikke gå. Om ikke andet har Phillip en farmor som er tidligere tysklærer, hende ville jeg gerne have haft som min tysklærer, for hun er bestemt ikke skræmmende med knold i nakken.