torsdag den 14. marts 2013

Det ukendte land

"Så venter vi bare på din tudetur..." og rigtig nok.

Selvom Siff er mit tredje barn, var der ingen vej udenom.
Præcis syv dage efter at Siff blev født, vågnede jeg med en bævrende underlæbe, uden at kunne sige hvorfor, men klumpen i halsen voksede sig større og større som dagen gik.

Da jeg så mit snit til det, smuttede jeg ud i bad for at få noget mig-selv-tid så jeg kunne lade tårerne trille, i al stilhed uden at skulle forklare mig.
Her stod jeg så med en tomhed der væltede ind over mig og tårer der trillede, alt imens jeg så på en krop, jeg skulle forsøge at forholde mig til.

I mere end et halvt år har jeg ikke haft den store kontakt med halvdelen af min krop.

Ligtorne og hård hud under hælene har haft rig mulighed for at gro og til min store overraskelse så jeg også mørke hår på storetåen som var kommet frem. Hvad i alverden var der sket...?

For slet ikke at glemme benene, hvor hårene var blevet så lange, at de ikke længere strittede, men lå ned i et noget der mindede om tapetmønsteret, som min mormor havde i sin gamle stue. Det var blevet til ben som nemt kunne blive forvekslet med den slags herreben, man opdager, når man diskret bukker sig ned for at undersøge om prøverummet i H&M er ledigt.

Når nu jeg er i gang med at nævne "Det ukendte land", som starter fra navlen og ned under en graviditet, så kan det at tisse og få tømt blæren i sig selv være en udfordring og skal gentages flere gange under samme besøg.
Forestil dig, at sidde på toiletbrættet og forsøge at knibe en stråle ud ved at vippe fra side til side som noget der ligner en skonnert der er sejlet ind i et uvejr ude i Det indiske ocean.
Kunsten er så, at vippe helt ud til siden, men lige før kæntringspunktet, for ellers er der ingen vej tilbage, medmindre du sidder på et toilet med et handicap-greb du hurtigt kan klamre dig til.

Det bliver ikke bedre af de utallige besøg hos jordemoderen og lægen som hver gang beder om en urinprøve. Med en af de der plastikkrus udleveret, gik jeg ud på toilettet med et suk og tanken, så skal jeg til det igen: Fange en tissestråle fra "Det ukendte land".
Hvorfor udleverer de dog ikke bare en opvaskebalje til at sætte ned i toilettet? Så kan alle gravide undgå at sidde og vippe fra side til side og håbe på at den tynde stråle rent faktisk fanges i koppen, for det er jo intet mindre end umuligt at kunne se hvad man laver og hvor strålen egentlig er, hvis armen overhovedet kan komme langt nok rundt om maven og ned i toilettet.

Bevares, jeg var godt mindet om, at bikinilinjen ikke har været tilrettet i mange måneder, men jeg skal da love for at jeg kunne se hvor jeg var kommet til, når barberskummet skulle fordeles. Allerede sidste sommer, da jeg skulle i svømmehallen og vanen tro lige ville tilrette "kanten" til badedragten, måtte jeg da stå og fnise for mig selv, da jeg opdagede at den kunne jeg så ikke komme i nærheden af. Så med sætningen til min pertentlige feminine hjernehalvdel: "Hvad du ikke kan se, eksisterer ikke" - drog jeg i svømmehallen.

Lad mig vende tilbage til den uundgåelige 7-dages-total-hormornelt-kolaps.
Alt imens jeg stod der og blev mindet om min halve glemte krop med hår på benene, der lignede noget der var invaderet af fluer der havde lagt sig på ryggen og strittede med deres ben, en bikinilinje der mest af alt lignede en kanin og fødder så hårde og tørre som cement, stod tårerne ud af mig som en vandspreder en sommerdag på de brune marker.

Ikke alene skulle jeg finde mig selv igen, men en fuldstændig ustyrlig ked-af-det-hed og den største tomhed og ensomhed længe, rullede ind over mig.
Efter ni måneder hvor jeg ikke havde været alene, kom en overvældende følelse af at være blevet adskilt, fra at have været to og til pludselig være ene igen.

Det var et meget langt bad den dag og til sidst fandt jeg afbryderkontakten til tårerne og ind i stuen kom jeg tilbage.
Her lå den smukkeste lille pige, som ikke længere blot var gæst hos mig i ni måneder, men som jeg nu kunne holde tæt i mine arme og byde velkommen til livet.
Så tudede jeg sørme igen, men denne gang var det slet ikke fordi jeg følte mig adskilt og tom indeni, tværtimod.