Det stod så ikke lige i min drejebog

Ligesom jeg synes jeg havde fuldstændig styr på kalenderen og ToDo-sedlerne i forhold til, at få afsluttet og videregivet mine opgaver på Amio og gå på barsel, blev jeg ramt af livets realitet, mens jeg havde travlt med at planlægge alt muligt andet.

Jeg faldt for 2 ugers tid siden og det satte gang i en hær af plukveer, hvor jeg til sidst måtte kaste håndklædet i ringen og kontakte fødegangen.
De ville naturligvis gerne lige se mig og se om Siff havde det godt.
Hun havde det heldigvis godt, men de der plukveer var de bestemt ikke glade for, så efter at jordemoderen undersøgte mig og læge nr. 1 kom ind, for til sidst at overlægen kom forbi, tja så var meldingen: Du bliver altså ikke "løsladt" foreløbig og du bliver altså indlagt.
WHAT - det havde jeg så slet ikke set komme...

Det efterfølgende døgn, hvor jeg da fik lov til at forlade sengen for at gå op toilet blev lidt bedre og jeg blev anbefalet total ro de næste 4 dage og alt hvad der kunne stresse min krop fysisk og psykisk var forbudt. Efterfølgende ville de så tage stilling til om jeg skulle sygemeldes den resterende tid - det blev jeg så.

"En kold tyrker"

Jeg havde nu forestillet mig, at den sidste tid på Amio inden jeg skulle på barsel, skulle foregå stille og roligt og med videregivelse af mine opgaver, hvor jeg samtidig skulle lære at tage foden af speederen, så farten blev langsomt nedsat fra 160 km/t til de ca. 30 km/t og jeg blot skulle vinke og sige "på gensyn" til næste år.
Men ak, sådan er det ikke blevet.
En total opbremsning efter 2½ år med mere end 160 km/t har været noget af en kold tyrker.
Amiocomputeren og telefonen blev overdraget til Jesper, samme dag som jeg blev sygemeldt.

Den "sidste" dag 

Heldigvis og med glæde kan jeg se tilbage på min "sidste" arbejdsdag på Amio, som en lille forsmag på julen og jeg havde en dejlig glad dag.
Jeg mødte nemlig ind til vanvittig mange pakker der var sendt til Amio´s KnækCancer auktion og ikke nok med det, der var også kommet mange produkter fra Stockholm, hvor vi havde udstilling i MOOD.
Så der var fyldt op med de skønneste produkter fra Amio og en kollega kom forbi og tog billeder, for det var da helt overvældende.

Så jeg smiler med stor glæde, når jeg ser billederne fra denne dag, som jo både var en glædelig, men sandelig også en meget ærgerlig dag, da jeg ikke nåede at sige på gensyn til mine kollegaer og til alle brugerne på Amio.

Nu er det snart jul

I blandt de mange pakker på bordene, lå der også en privat pakke til Jesper og jeg.

Gitte fra Atelier Strøm havde lavet en lille gave til Siff, som vi glæder os til at tage i brug til sommer, nemlig den skønneste lille sommerhat.

Jeg glæder mig til jul og jul bliver det jo heldigvis hvert eneste år.
Selvom juletiden ofte kommer snigende som en overraskelse for mange og at det allerede er snart, så kan ingen drejebog ændre på at den kommer, for det er en dato der altid ligger fast...

Fordi du er dig, tak ...

Min ældste søn blev konfirmeret for en lille måneds tid siden.
Det er simpelthen ikke til at forstå, at jeg har en søn der snart er 14 år og lige er blevet konfirmeret.

Den første tale

Det var en fantastisk dag og Phillip gav udtryk for flere gange, at han nød det i fulde drag, men det strålede nu også ud af ham.

Den "berømte tale" som mange konfirmander frygter, klarede Phillip simpelthen så fint og humor mangler vi jo bestemt ikke i huset her, så der var en " kærlig og meget sjov hilsen" til os forældre. Det endte da også med, at han efterfølgende helt frivilligt fik holdt tale for personalet og kokken og gæsterne endnu engang.

Da det blev min tur til at holde tale, var jeg allerede godt forberedt på mange tårer og jeg havde da også lagt Kleenex frem og i min tale havde jeg i de forskellige afsnit mindet mig selv om at huske mascaren og en pause til at skåle og liiige få fatningen igen.

Det gik nu egentlig meget godt med talen og det var først til sidst, at tårerne trillede helt ude af kontrol og jeg lignede hurtigt en kvinde med en form for epileptisk anfald i ansigtet, fordi jeg prøvede at samle fatningen. Det hele sluttede heldigvis af med et kærlig kys og tak fordi du er dig, min skat.

 

Sidste udkald

Det var en meget kold aprildag og vinden havde godt fat i kjole og hår og jeg ser frem til, at hans gave snart skal tages i brug, blot et meget varmere sted end i Præstø den dag.
Vi valgte nemlig, at give Phillip et rejsegavekort til en ferie alene med mig, da tanken var, at det skulle være en gave, der ville følge ham i hans minder lang tid.

Og inden jeg ser mig om, så er han over alle bjerge og det med en ferie med sin mor kan jeg da godt glemme alt om og vælger han alligevel at tage med os på ferie, så løber han sikkert  rundt på stranden med pigerne og danser på diskoteker det halve af natten alligevel.

Så skulle vi nå at have en ferie kun os to sammen, så var det nu.
Dette er så efterfølgende blevet endnu mere relevant, efter jeg er blevet gravid og venter mit tredje barn :)

Simple bobler

Ovenpå en noget travl tid med konfirmation, arbejdsliv og hverdagens øvrige pligter, er vi alle taget op til Nordjylland for at nyde et par dage med familie og den jyske ro, der nu engang altid er heroppe.

Min nye fornøjelse i gyngestolen med kaffen og Wienerlinser, er BubbleShooter.
Et stille og roligt spil, med bobler der drysser roligt ned og laver små blobs, når der er mindst tre på stribe - det er lige til min sindsstemning, som simpelthen ikke kan rumme nogen form for aktion på højt plan, fuld fart på og omskiftelig kasketter alt efter udfordringer og opgaver.

Jeg nyder disse simple dage, hvor tempoet simpelthen er så stille.
Ingen pligter, ingen forventninger og madplanen er allerede lagt og den eneste madpligt jeg har, er sovsen.

Lange gåture og fisk i lange baner, kaffe og guf er lige ved hånden, svigermor hækler og ungerne hygger.

God påske :)

Når livet bliver én lang ToDo-liste

Jesper og jeg smiler altså lidt af hinanden når vi siger, at vores mål er en dag, at kunne sidde og kigge op i himlen og slappe af og gøre præcis som vi har lyst til.
-Og for at nå dertil, har vi aldrig haft så travlt, som vi har haft det seneste år eller to, så jeg kan næsten ikke forestille mig, at vi nogensinde kommer dertil.

Vi har en konfirmation på søndag og for at vi ikke skulle få huller i maven af opgaver, der måske ville blive glemt i travlheden med alt det andet i hverdagen, fandt vi de gule sedler frem og en pakke elefantsnot og så fik vi ellers tømt vores hoveder for opgaver og fik dem fordelt.

Hele denne uge er nu blevet til én lang ToDo-liste og dette er kun konfirmationsforberedelserne.

Vi har skam også en AmioToDo og en ToDo for de private opgaver, men de har deres helt egne vægge.

Menukortene er blevet færdige og endnu en gul label er blevet krøllet sammen.

Det er en fantastisk tilfredsstillelse, at krølle en gul label sammen og smide den i skraldespanden, men jeg må da også indrømme, at det samtidig er lidt skræmmende, at mit liv er blevet til én lang ToDoliste, nu fordelt på tre vægge.

Jeg glæder mig til den ToDo der hedder: Ingen planer - Gør præcis som du har lyst til.

Fastlåst

I vores hus har vi computere nok til, at vi næsten kunne "brødføde" villavejen og alligevel har jeg i sidste weekend været uden computer - hvem havde lige troet det kunne ske her ?

Måske der var "nogen" der mente, at det var tid til at holde en lille pause... Så da tastaturet på min næsten 1 år gamle computer gik i stykker, så alle mine genvejstaster sad fast, for til sidst at bogstaverne begyndte at hoppe af, var min tålmodighed brugt op.
Hvad nytter det, at have en super-megaturbo-computer, når tasterne hopper rundt eller sidder fast og tiden jeg sparer på en hurtig computer, går med at finde delete-knappen pga trykfejl, fordi knapperne skal lirkes på plads i tide og utide.

HurraSkuffen

Kender du skuffen ude i køkkenet, der simpelthen indeholder alt det, som ikke altid kan finde sin rette plads.
Skuffen der ikke kan åbnes og hvor man står der og roder rundt med to fingre for at lirke en træske og et spækbræt fri, som har sat sig fast. Den skuffe havde jeg også i sidste weekend.

Selv tre umbraconøgler, en pose papir paraplyer til drinks og to meget forældede pizzariamenuer dukkede op og ikke mindst en pose karse frø.
Utroligt så meget, der alligevel kan komme ned i en skuffe, som slet ikke burde være i en køkkenskuffe.

Foråret starter i vindueskarmen
Olivenfadet blev hurtigt fyldt op med vat og karse frøene skulle med det samme i brug.
Solen strålede jo fantastisk, så mens jeg venter på det spirerende forår udenfor, har jeg nu spirerende karse i vindueskarmen.

Nu skal jeg blot lære, at stoppe op lidt oftere og tage en dyb indåning og nyde solen og foråret udenfor og ikke lade mig selv sidde fast foran pc-skærmen, så ofte som tidligere.

Tavlen må gerne vaskes ren

Der er startet en helt ny trend - for alle os mødre oppe i børnehaven.

Jeg vil ikke begynde en lang snak om ligestilling og kønsrollefordeling, for så trykker jeg på min egen lille knap, hvor jeg ikke er til at stoppe igen, men hos os er der bare nogle ting som ofte er nemmere for mig end min kære mand. Det er planlægning - både på kort og ikke mindst lang sigt.

Før vi blev en del af Lauritz.com, var vores hverdag egentlig meget nem hvad planlægningen angik. Jeg styrede al planlægning med at få hverdagen til at hænge sammen med"hård" hånd. Det var ret simpelt, da jeg arbejde hjemme med Amio og derfor afleverede og hentede Xandar hver dag og læste fællesbeskederne på tavlen i børnehaven, lavede legeaftaler, købte letmælk og bagte boller.

Nu er begge vores hverdage en anden med Amio og det har uden tvivl givet os mange nye spændende udfordringer og der skal planlægges meget. Jeg har givet slip på mange af de opgaver jeg tidligere havde taget til mig for at få hverdagen til at fungere.
Én af de opgaver, som Jesper også nu tager er, at han henter Xandar i børnehaven nogle af dagene.

Men det der med at huske, at se på tavlen og om hvornår der f.eks. er turdag, så madpakken ikke skal indeholde makrelmadder, æg og tomat eller russisksalat, når de skal sidde under et træ i skoven på en plastikpose med små mudderfingre, har ikke været nemt for Jesper.

Men efter et par gange, havde Mr.Fix-It, som jeg sommertider også kalder ham, en løsning på min morgenfrustration med madpakkerne, så nu modtager jeg en MMS.

 

Rygtet om Jesper, der tager billeder af tavlen er gået rundt i børnehaven og da jeg hentede Xandar forleden dag, så stod vi 3 mødre ved siden af hinanden og knipsede med vores telefoner.

Det er jo genialt, for så har vi alle informationerne og vi skal ikke bekymre os om, at tavlen vaskes ren inden informationerne er videregivet.

Pip fra det øde land

Uha, tiden er fløjet afsted og det er nu ikke fordi jeg har manglet ord, at jeg har været stille længe.
Tiden er kommet til en opdatering og jeg må vist lige starte i 2011.

Vi holdt vores juleferie i Nordjylland og det var heldigt. For 10 minutter før afgang mod Nordjylland blev jeg kontaktet af DR Nordjylland og om jeg kunne deltage i et interview til 2. juledag i Aalborg.
Som gæst til interviewet havde jeg med det samme Faster Mette i tankerne. Hun har været med helt fra start og faktisk var hun den første butiksejer som jeg handlede hos. Heldigvis ville hun gerne deltage og bl.a fortælle om det at være butiksejer på Amio.
Jeg var spændt på at møde Mette og selvfølgelig også interviewet. Det gik rigtig godt, men desværre kan jeg ikke få mine fingre i optagelsen, så jeg kan ikke engang dele det med jer.

Bagefter tog vi på Baresso i Aalborg og det var en så hyggelig dag. Mange tak Mette, for en dejlig dag!

Vi skal jo hjælpe hinanden
Jeg ved godt, at juletiden forlængst er overstået, men jeg kan ikke lade være med at dele lidt indsigt i hvilken familie jeg dog er involveret i.
Da børnene og jeg ankom til Nordjylland, stod Bedstefar som traditionen tro og lavede pandekager. Jeg må indrømme, jeg nåede aldrig at komme i julestemning sidste år, men jeg gik ind i stuen og forsøgte at suge lidt jul ned i maven, da jeg ser denne:

Og ja selvfølgelig skal vi da hjælpes ad med opgaverne, men så begyndte jeg at læse min liste og pkt. 1,2,3 - jada det kunne jeg da sagtens overkomme, men så...Først tænkte jeg: Det er bare løgn - det magter jeg  ikke og så grinede jeg ellers højlydt, da det gik op for mig, at Bedstefar var i julesjov-humør og mens jeg grinte, så jeg ud i køkkenet på en pandekage der hoppede op og ned på paletten. Bedstefar grinede jo så det hele hoppede. Julen var skudt i gang!

Nyt i 2012?
For 2 dage siden blev alt mit lange hår klippet af!
Fra beslutningen blev taget og til i onsdags, har jeg været så klar og det skønne ved mit nye korte hår er, at jeg laver bare en Aqua-Lene, hvis jeg har brug for nyt look. Hun har også en ny frisure hver gang hun er på skærmen og jeg har allerede lavet tre forskellige frisurer siden i onsdag- skønt med nyt.

Mit 2012 er skudt igang med en makeover og hvad 2012 ellers bringer af sjove og spændende tiltag, må tiden jo vise. Jeg vil gøre mit bedste for, at jeg ikke lader mit skriveri stå så øde hen.