lørdag den 30. oktober 2010

Må jeg låne nogle gummistøvler med hæl

Det har været nogle dage siden jeg sidst har været ved min computer. Den har haft hårdt brug for en oprydning, opdatering m.m. Jeg har dog lånt lidt omkring mig, herhjemme vælter vi jo nærmest rundt i dem, men der er ikke noget bedre som ens egen computer. Så nu er jeg tilbage på min egen, og vi er begge blevet opdateret og opfrisket og det er skønt.

Høj og lav
De sidste fire dage har jeg blandt andet brugt på afslapning hos min fantastiske veninde. Hun er virkelig god til at hive mig ud af kontoret, plante mig på hendes værksted, minde mig om at tage arbejdstøj på og huske gummistøvlerne.Vi er simpelthen så forskellige på så mange måder, at vi ikke kan undvære vores modsætninger mere end et par dage. Lad mig nævne den meget åbenlyse forskel der er på hende og jeg: Højden! Nu er jeg jo ikke ligefrem den højeste i dette Kongerige, men på en eller anden måde, så lykkedes det mig ofte, at finde veninder som er mindst et hovede højere end jeg. Historien om 4 veninder der skal på den årlige bytur i december i København får du en anden dag, den er bestemt ikke kedelig. Indtil da, kan jeg her vise den højde jeg taler om og hun er ikke engang den højeste af os fire!
Min søn Phillip er fotografen og der kom mange fnis fra ham og hans ven, da disse billeder blev taget. Bemærkninger fra to 12-årige drenge, kan jo ikke andet end at få smilet frem, især ikke når den ene også er højere end mig.

Hængedivaen                                                                                                                                                 Her har jeg siddet i mange mange timer og hvor er der dog blevet grint, snakket, drømt, grædt, brainstormet, drukket rødvin, nynnet og gynget meget i denne. Den står i min venindes have og for dig med det skarpe øje, tænker du nok allerede: Hvordan kommer Ann-Karina dog derop og sidde uden at spilde kaffe ned af sig selv?

Jo, nu vil jeg fortælle kunsten at sætte sig i en sådan sag i en højde af 162 cm med en stor kop kaffe.
Først så sætter min veninde sig og vipper sædet lidt tilbage, mens hun holder den stille med begge fødder nede. Så kan jeg derefter med et forsigtigt lille hop svinge numsen ombord, mens hun holder min kop selvfølgelig. Efter lidt rykken og rokken er min numse så helt tilbage.
Derefter får jeg min kaffekop i hånden, hun slipper fødderne og så gynger vi derudaf. Jeg kommer på intet tidspunkt til at kunne røre jorden med mine fødder, så hendes opgave alt imens vi sidder med kaffen er at få os til at gynge frem og tilbage. Det er vildt hyggeligt og afslappende. Jeg sidder ligesom dengang i skolebussen, fødderne strittende frem.
På et tidspunkt er kaffekoppen jo så tom og her vil jeg komme med et lille fif til dig som måske har samme højde som jeg eller til dig som sidder ved siden af.
Pas på, når du vil læne dig frem og sætte kaffekoppen fra dig. Meget nemt kan du få overbalance i din bevægelse med armen ned mod terrassen. Hold endelig fast med den ene hånd og glemmer du dette, så er der ikke andet for, end at håbe på, at din sidemand når at fange dig i trøjen.
Hvis dette lille tip allerede er for sent at nævne, så ved du ligesom jeg, at der venter mange søde bemærkninger i meget lang tid og tøm aldrig din kaffekop helt.

tirsdag den 26. oktober 2010

Bar´ kort

Jeg bor en lille kilometer fra GLS´ hovedcentral. Det har både sine fordele og ulemper.
Når jeg venter pakker, så kan jeg være helt sikker på at kl. 7.04 bliver der banket på glasdøren. Jeg, iført pyjamas, strithår og make-up langt under øjnene fra dagen før , bliver overrasket hver gang.
Jeg har længe undret mig over, hvorfor de står med de der maskiner og en pen, hvor det næsten er umuligt at skrive noget der minder om læseligt. Nu beder han mig om, at skrive mit efternavn med blokbogstaver:)
Vi må simpelthen være de første på hans rute, for det er godt nok tidligt om morgenen når GLS banker på. Fordelen er jo så, at jeg ikke skal vente hele dagen på mine pakker.

Se blot her
De nye visitkort med produktbilleder på alle 4 sider. Hvis jeg selv må sige det, så er jeg faktisk ret så tilfreds med resultatet.





mandag den 25. oktober 2010

Må jeg bede om en smørklat mere?

Dem der kender mig godt ved det og dem som er ved at lære mig at kende, vil nu vide, at jeg må være gået i stå i 1928 eller der omkring. Det siger Jesper ofte, min svigerinde, tja resten af familien, naboerne og min skønne veninde.
I hvertfald hvad madlavning angår og gamle huskeråd til hus og have.
Flere ved efterhånden, at står de og mangler et gammelt huskeråd fordi svigermor kommer og sølvstagen de fik i bryllupsgave, trænger gevaldigt til sølvrens, ja så er det bare: Ring-Ring til Ann-Karinas hotline. Svar: Du må da have en vatrondel og en tube tandpasta, så er den både skinnende og rengjort mere miljøvenligt og hurtigere end din svigermor ville have gjort det. Unødig paratviden vil de fleste nok tænke, men mon ikke søndagskaffen og kringlen med svigermor blev lidt mere afslappet og hyggelig for nogen?:)

Som brødre Price ville sige: "Rigelig med smør"                                                                               Det er ikke fordi jeg ikke vil spise pasta med marinerede og grillede kalkunstrimler og grøntsager med et drys frisk basilikum, for det er ofte vores mad om sommeren, ingen tvivl om det.
Men smør og piskefløde finder du altid i mit køleskab i store mængder og af princip steger jeg alt i smør, på nær grøntsager de får da lige et skvæt olie. Så er der sovsen.  Jeg er til sovs og her taler jeg om rigtig sovs, opbagt og sovs med piskefløde og der er altid nok sovs. Ikke sauce, det er der aldrig nok af, men sovs!

Dagens ret
I dag har jeg igen siddet i møde og efter at have hentet den yngste på 4 år, så havde jeg simpelthen trang til at bage rugbrød og boller. Kulden, vinden og mørket kaldte simpelthen på, at vi skulle have hamburgerryg, kartofler og grønlangkål. Jeg trængte simpelthen til "mormors gryder..."
Rugbrød, mere bagning, madlavning - Camilla Plum har bl.a.lavet de skønneste opskrifter på brød, som i 1920´erne...tak!

Skønne boller, så er madpakkerne næsten klar til imorgen.  



ps. Pilekurven er den første jeg nogensinde har flettet, vind og skæv med sin bedste charme:)

søndag den 24. oktober 2010

Plaster, Trin2

For 19 dage siden valgte jeg at udskifte en del af min identitet.
En identitet jeg har haft i mere end halvdelen af mit liv, nemlig at være ryger.

Jeg synes det er lidt mærkeligt at skrive - har været ryger, for det fylder stadig rigtig meget i min hverdag og det er mindst lige så svært at sige, som at føle det, at være ikke-ryger.
Det har været en del af min identitet i så lang tid, så jeg har jo helt glemt hvordan det er ikke at være ryger.

Jeg har nu brugt næsten 3 uger på at finde et nyt sted på kroppen til mit daglige plaster. Et sted hvor det ikke har siddet den seneste uge og et sted hvor der ikke er for meget fedt. Maven havde været oplagt også at tage i brug, hvis ikke lige hende apotekeren havde sagt: "Nej-det er ofte ikke så godt pga. fedtdepoterne..."

Min første panik.
I går gik turen bl.a. til Storcenteret og en mindre panik kom over mig.
PBS systemet var nede og ingen butikker kunne modtage Dankort og hæveautomaterne var heller ikke åbne.
Der stod jeg på apoteket og skulle have nye forsyninger af Plaster Trin2 og inhalator og kunden lige før mig nåede at betale med sit Dankort og så blev det min tur og niks, så gik det ned. Jeg fik sat mine "førstehjælps æsker" til side og måtte i al spænding vente på om systemerne virkede inden lukketid.
Jeg gik rundt i 1½ time i Storcenteret uden at bruge flere penge end de penge jeg fik samlet sammen fra bunden af min taske, fordi Xandar var så sulten og tørstig og jeg fandt kontanter nok til 5 af de der pølsehorn ingen børnefamilier (min familie inkl.) nærmest kan undvære på vej ind i Bilka + en kildevand.
Endelig summede Centeret igen og alle Dankort terminaler bippede og jeg kunne betale mine 2 æsker.

At være ryger var det samme som hygge. 
Lad os lige tage en cigaret og sætte os ud med vores kaffe.
Telefonen ringer og i den ene hånd holdt jeg telefonen og med en cigaret i den anden hånd satte jeg mig i solens lysskær på terrassen og hyggede sludrede.
Den gode mad og et glas rødvin blev jo altid sluttet af med en cigaret.
Var ungerne umulige og jeg var færdig med at vise hvor min grænse var, så nød jeg sejrscigaretten udenfor, hvor jeg var helt mig selv.
Faldt jeg ikke i søvn med det samme, så var det også rigtig dejligt at slutte dagen helt af med en cigaret.

At være ryger var det samme som hygge med stress på.
Lad os tage i biografen, men kan jeg nå at ryge inden forestillingen, det SKAL jeg bare.
Så går turen til Nordjylland, bilen er pakket, ungerne placeret og jeg SKAL lige ryge.
Toget kører om 4 min. og turen varer i 22 min. men jeg SKAL lige ryge.
På vej ind i Storcenteret, går jeg stille hen mod indgangen, men jeg SKAL lige ryge.
Jeg sidder til et møde hele dagen og endelig er der pause. Jeg SKAL bare ryge.
Jeg skal faktisk også tisse, der står sandwich i aulaen, men jeg SKAL ryge først inden jeg finder køen til toiletterne.

At være ikke-ryger er nu hygge og ingen stress og jag for at nå at ryge.
I fredags sad jeg i møde hele dagen og for første gang, nød jeg den frihed jeg har fået ved, at jeg ikke længere ryger. Jeg kunne i ro og mag finde toilettet, få lidt at spise og sludre med ikke-rygerne. Jeg sad med smil og nød min nye tilværelse som ikke-ryger og hyggede mig.

Det der er fantastisk i dag, så har jeg faktisk først for en time siden sat plaster på, det havde jeg da helt glemt og inhalatoren ligeså. Det går den rigtige vej. Vejen kan jeg dog godt føle at være lidt ensom, for jeg har det som var jeg den eneste i hele verden der er fyldt med plaster og en abe på skulderen der sommetider prøver at hviske i mit øre: -"Ryg du bare én cigaret, det har du fortjent for du har jo været så god indtil nu."
En hvisken jeg kæmper med hver eneste dag...

Forresten...



- jeg har de seneste par uger haft travlt med Amio.dk og min nye identitet. For dig, som måske tror jeg sidder på et fancy-hightech-kontor og har en rengøringsdame, så er beviset her med dette foto i skrivende stund. Jeg sidder hjemme på vores kontor. Jeg har haft mega travlt og der har været en benhård prioritering: Børn, Amio.dk, ingen cigaretter, mad på bordet, rent tøj, ingen oprydning og så lidt tid til min mand også:)

fredag den 22. oktober 2010

Hvem havde troet det?

Det sker i dag.
Jeg skriver mit første indlæg på min blog.

Det er ikke bare en hurtig tanke og smart idé, at jeg vil starte min blog. Længe har jeg tænkt, at dette vil være min mulighed for at dele min hverdag med andre. Hvilke tanker, udfordringer og undren jeg dagligt har om min egen hverdag som kvinde, hustru, mor, veninde, datter og offentlig person og hvordan de mennesker der er omkring mig påvirker mig med sparring, opmuntring, kærlige og kritiske spørgsmål til mine valg.
Hvorfor et så enkelt og simpelt spørgsmål at stille mig: "Hvad har du brug for?" somme tider kan være så svært at finde et svar på og andre gange så kan jeg nemt opstille en punktliste så der ingen tvivl er.

Jeg ser frem til denne nye vej jeg begiver mig ud i og jeg håber du har lyst til at dele den glæde, undren, de smil og en tja.. hvorfor ik´?

På gensyn