Selverkendelse

Én af de dage...
Som heldigvis er sjældne!

Super start på dagen. Efter en gåtur imorges kl.8 kom jeg hjem til et tomt hus. Ikke tomt tomt, men tømt for mennesker. Stilhed af den gode slags.
Jeg var frisk og klar til at tage fat på dagens arbejdsopgaver.

Jeg ringer straks til dagens første opgave. Telefonen bliver svaret, med en meget træt stemme. "Ups, har jeg taget dig på sengekanten?" Svar: "Tja, lidt." Så går det op for mig, at klokken faktisk ikke er ret meget. Jeg undskylder selvfølgelig og fortæller kort og slutter af med; vi tales blot ved senere. Pinligt!

Mens jeg venter på, at tiden er bedre til næste opkald, bliver jeg lidt rastløs og tænker, det kunne da også lige være, at jeg skal gøre noget for mig selv. Jeg finder make-up spejlet frem og får rettet øjenbrynene til, finder et par bumser og ender med at ligne en blanding mellem en plukket høne og et bombekrater. Det er jo ikke noget kønt syn, så jeg kaster en grøn ansigtsmaske på, det er forresten også længe siden og mens jeg venter på, at den bliver tør og mit ansigt trækker helt op, som havde jeg 10 tøjklemmer i nakken, sidder jeg på Facebook og surfer rundt og glemmer alt om muddermaske og hårbånd.

Det banker på døren. Jeg går ud og åbner op. Postbudet kigger godt nok lidt mærkeligt og vil helst ikke have øjenkontakt med mig, jeg kvitterer og lukker døren. Så ser jeg i spejlet, hvorfor han havde et flakkende blik. Jeg er jo helt grøn og krakeleret i ansigtet.
Pinligt!

Så gik turen til Netto i eftermiddags. Jeg fornemmede en del blikke, da jeg stod nede ved en af spotvarehylderne og lagde den ene pose kaffe ned i vognen efter den anden. Jeg huskede nemlig, at de havde tilbud i sidste uge på min favoritkaffe og med de prisstigninger de varsler og det forbrug af kaffe vi har, så skulle der hamstres. Jeg opgav at tælle antallet til sidst, men blot at jeg skulle have nok. Jeg så længere nede, at de havde en anden kaffe til kr. 54.95 for en pose, de må da være sindsyge, så jeg fyldte vognen med endnu flere poser kaffe.

Der sneg sig forresten også lige en Toblerone ned i vognen og så gik turen op mod kassen.
Dér i køen var blikkene mange og jeg fornemmede en pinlig stemning. Så jeg valgte simpelthen, at dele mine varer op og lade som om jeg var på indkøb for "den lokale forening for de kaffetørstige." Løgn og latin, men jeg blev helt pinlig, fik min ekstra bon og smuttede ud.

Jeg synes selv, jeg er god til at stå ved mine ord og handlinger og har jeg lavet en brøler tager jeg konsekvensen, siger undskyld og tager ved lære, uden at være bange for at miste min stolthed.
Jeg begyndte faktisk, at grine af mig selv på vej ud af Netto og tænkte hvor åndssvag jeg var. Tænk, at jeg ikke ville stå ved, at jeg hamstrede for vildt og det var til mit eget forbrug.
Det er da pinligt!