onsdag den 8. december 2010

Stafetten er min

Så har mine dage igen været i det vilde tempo og det er også gået ud over min blog, igen.
Siden sidst jeg skrev er det også blevet december måned. Det er den måned hvor jeg plejer at have pyntet op til den 1. søndag i advent, julegaverne for længst købt og til diverse julearrangementer har jeg meldt mig til at bage en kage.
Det sker så ikke i år!

Kender du de episoder i livet hvor det er som at stå på et løbebånd uden at komme fremad og hastigheden bliver blot sat op hvert fjerde minut og når en lille vind kommer forbi, så falder du af løbebåndet og så begynder du at løbe forvirret rundt som en høne uden hoved og ind i alle verdenshjørner, uden at ane hvor du er på vej hen?
Sådan har de seneste uger været for mig.

Jeg har endelig i dag fundet knappen til at slukke løbebåndet, mit hoved er tilbage igen og jeg kan se mig lidt  rundt og tænke: Ok, nu står jeg så her og skal finde tilbage på min vej.

Jeg er stoppet op og jeg har taget en dyb, dyb indånding.
Jeg skal huske på, at jeg er direktøren i mit eget liv og jeg sætter selv tempoet i mit liv.
Jeg har nu taget mine solide, stødabsorberende og ventilerende vandrestøvler på.
Så min egen kære verden!
Jeg tager nu fat om dig igen. Jeg giver ikke slip. Jeg har kontrollen. Jeg har muligheden for at ændre. Jeg har et valg. Og jeg har valgt at vælge en forandring, for jeg hader at løbe uden et mål!

3 kommentarer:

  1. Puha, det lyder som om det var tiltrængt med en pause! Man bliver helt forpustet, bare ved at læse med!
    Kunne du ikke fortælle lidt om, hvad du render så hurtigt efter, det lyder spændende?

    SvarSlet
  2. Hej Line

    Det kan du tro, jeg gerne vil fortælle om.

    Men det er faktisk den personlige del og egentlig ikke den professionelle del jeg har haft min store udfordring. For den vej, der har jeg en klar drejebog og jeg ved lige hvilken vej jeg skal.

    Det, at jeg har valgt en helt ny hverdag rent professionelt giver selvfølgelig også personlige udfordringer for mig. Det er jo bestemt ingen hemmelighed at Amio.dk vokser i fuld hast og i al den hast havde jeg simpelthen glemt mig selv. Det at tage min egen tid og gøre det der også er godt for mig.

    Kender du det, at når du bliver spurgt: "Hvad har du brug for og hvad kan jeg gøre for at du bliver glad?" og du så faktisk ikke kan svare på det når du bliver spurgt?
    Da jeg ikke kunne svare, så måtte jeg sande at tiden var kommet til at stoppe op og se ned af mig selv.

    I al denne spændende hast har jeg ikke været god nok til at stoppe op og nyde alle de små personlige succeser. Men ikke mindst det, at hive stikket ud og bare være. Det har krævet en hel del selvdisciplin for mit vedkommende, at slukke og lukke computeren og sige til mig selv, at nu holder jeg fri og fortsætter imorgen.

    De spændende ting på Amio.dk kan jeg desværre ikke løfte sløret for, endnu:)

    Kh Ann-Karina

    SvarSlet
  3. Ja, det blev det jo ikke mindre spændende af... Glæder mig til at følge udviklingen - hos dig, og hos Amio Ü

    SvarSlet