Plaster, Trin2

For 19 dage siden valgte jeg at udskifte en del af min identitet.
En identitet jeg har haft i mere end halvdelen af mit liv, nemlig at være ryger.

Jeg synes det er lidt mærkeligt at skrive - har været ryger, for det fylder stadig rigtig meget i min hverdag og det er mindst lige så svært at sige, som at føle det, at være ikke-ryger.
Det har været en del af min identitet i så lang tid, så jeg har jo helt glemt hvordan det er ikke at være ryger.

Jeg har nu brugt næsten 3 uger på at finde et nyt sted på kroppen til mit daglige plaster. Et sted hvor det ikke har siddet den seneste uge og et sted hvor der ikke er for meget fedt. Maven havde været oplagt også at tage i brug, hvis ikke lige hende apotekeren havde sagt: "Nej-det er ofte ikke så godt pga. fedtdepoterne..."

Min første panik.
I går gik turen bl.a. til Storcenteret og en mindre panik kom over mig.
PBS systemet var nede og ingen butikker kunne modtage Dankort og hæveautomaterne var heller ikke åbne.
Der stod jeg på apoteket og skulle have nye forsyninger af Plaster Trin2 og inhalator og kunden lige før mig nåede at betale med sit Dankort og så blev det min tur og niks, så gik det ned. Jeg fik sat mine "førstehjælps æsker" til side og måtte i al spænding vente på om systemerne virkede inden lukketid.
Jeg gik rundt i 1½ time i Storcenteret uden at bruge flere penge end de penge jeg fik samlet sammen fra bunden af min taske, fordi Xandar var så sulten og tørstig og jeg fandt kontanter nok til 5 af de der pølsehorn ingen børnefamilier (min familie inkl.) nærmest kan undvære på vej ind i Bilka + en kildevand.
Endelig summede Centeret igen og alle Dankort terminaler bippede og jeg kunne betale mine 2 æsker.

At være ryger var det samme som hygge. 
Lad os lige tage en cigaret og sætte os ud med vores kaffe.
Telefonen ringer og i den ene hånd holdt jeg telefonen og med en cigaret i den anden hånd satte jeg mig i solens lysskær på terrassen og hyggede sludrede.
Den gode mad og et glas rødvin blev jo altid sluttet af med en cigaret.
Var ungerne umulige og jeg var færdig med at vise hvor min grænse var, så nød jeg sejrscigaretten udenfor, hvor jeg var helt mig selv.
Faldt jeg ikke i søvn med det samme, så var det også rigtig dejligt at slutte dagen helt af med en cigaret.

At være ryger var det samme som hygge med stress på.
Lad os tage i biografen, men kan jeg nå at ryge inden forestillingen, det SKAL jeg bare.
Så går turen til Nordjylland, bilen er pakket, ungerne placeret og jeg SKAL lige ryge.
Toget kører om 4 min. og turen varer i 22 min. men jeg SKAL lige ryge.
På vej ind i Storcenteret, går jeg stille hen mod indgangen, men jeg SKAL lige ryge.
Jeg sidder til et møde hele dagen og endelig er der pause. Jeg SKAL bare ryge.
Jeg skal faktisk også tisse, der står sandwich i aulaen, men jeg SKAL ryge først inden jeg finder køen til toiletterne.

At være ikke-ryger er nu hygge og ingen stress og jag for at nå at ryge.
I fredags sad jeg i møde hele dagen og for første gang, nød jeg den frihed jeg har fået ved, at jeg ikke længere ryger. Jeg kunne i ro og mag finde toilettet, få lidt at spise og sludre med ikke-rygerne. Jeg sad med smil og nød min nye tilværelse som ikke-ryger og hyggede mig.

Det der er fantastisk i dag, så har jeg faktisk først for en time siden sat plaster på, det havde jeg da helt glemt og inhalatoren ligeså. Det går den rigtige vej. Vejen kan jeg dog godt føle at være lidt ensom, for jeg har det som var jeg den eneste i hele verden der er fyldt med plaster og en abe på skulderen der sommetider prøver at hviske i mit øre: -"Ryg du bare én cigaret, det har du fortjent for du har jo været så god indtil nu."
En hvisken jeg kæmper med hver eneste dag...

Forresten...

- jeg har de seneste par uger haft travlt med Amio.dk og min nye identitet. For dig, som måske tror jeg sidder på et fancy-hightech-kontor og har en rengøringsdame, så er beviset her med dette foto i skrivende stund. Jeg sidder hjemme på vores kontor. Jeg har haft mega travlt og der har været en benhård prioritering: Børn, Amio.dk, ingen cigaretter, mad på bordet, rent tøj, ingen oprydning og så lidt tid til min mand også:)