lørdag den 1. oktober 2011

Skjuler du noget?

Jeg var så heldig, at blive ringet op torsdag aften og om jeg var interesseret i 2 fribilletter til optagelserne til fredagens "Skjulte Stjerner?"
Lidt pudsigt, for det er ikke længe siden, at jeg ytrede et stort behov for at komme lidt væk fra Udkantsdanmark og ind til byen for, at få lidt kultur og adspredelse fra den daglige trommelum.

For at være helt ærlig, har jeg ikke været klistret til skærmen hver fredag for at følge med, men jeg har da set noget af programmet og om ikke andet i hvert fald afgørelsen.
Merlin kl. 20.00 på Ramasjang er familiens trækplaster foran TV´et i disse dage.


Selvom der var mindre end 24 timer til arrangementet og en hverdag der til tider er hektisk, så valgte jeg at sige "ja tak."
Én ting er, at begrænse nye projekter i hverdagen, noget andet er, at sige "ja tak" til en oplevelse, som sjældent kommer forbi, så selvfølgelig skulle jeg afsted.

Joan og jeg blev ikke TV-stjerner i går, men tilgengæld fik vi de bedste siddepladser.
Lige foran scenen, der var ikke meget mere end 2 meter og med pressen lige bag os.
Kameraet var ved siden af og lige oppe over hovedet på os, svævende frem og tilbage.Vi kunne sidde og få øjenkontakt med sangerne uden, at skulle bekymre os om, at vi kom til at se mærkelige ud på TV og vi kunne lave et lille ugen-har-været-lang-gab ud af højre mundvig, knibe en tåre eller vise vores forundring over danskernes sms-afstemning.



Jeg kan forsikre, at jeg er ikke et sangtalent og jeg skjuler gerne min sangstemme overfor andre. Dette er det tætteste på en sangscene jeg kommer og jeg overlader trygt scenen til talenterne og jeg kan sagtens bære over med en falsk tone i ny og næ.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar