Så er det jo snart jul. Det kommer nok ikke bag på så mange, men jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle sige farvel til min nissepige.
Min ældste dreng i 6. klasse har en nisseven og hun skal jo have en sidste gave inden juleferien. Hun har fået chokoladenisser og andet godt til ganen, men så skulle hun have en sød nissebamse. Phillip pakker stolt gaven ind og Xandar kommer forbi og kigger nysgerrigt på.
Inden jeg ser mig om, er han spænet ind på sit værelse, roder vildt rundt og jeg hører ham snakke og snakke med sig selv. Imens går jeg ind på kontoret og da jeg kommer ud, kan jeg blot ane nogle små fødder inde i pakken.
Ups, han har pakket min kære Nissepige ind, som han har fået til pynt på dit værelse.
Jeg nænner ikke at sige noget, for han er så stolt og glæder sig til at komme i børnehaven igen, så hans prinsessekæreste kan få hans pakke.
Han har nemlig fået en kæreste i børnehaven og de har også kysset hinanden tre gange, fortalte han stolt forleden dag, hmmm...
Nu sidder jeg så her og håber, at denne kønne pige, der har erobret min søns hjerte, vil blive ligeså varm om sit og smile, som jeg har set ham smile idag.
For det VAR min Nissepige, der nu venter i den pakke!
Skidt pyt, han er så glad...
mandag den 20. december 2010
torsdag den 16. december 2010
Sidder jeg mon sydligt nok?
De manglede bare det med småt på ordren, da jeg bestilte min pind. Inden du går i gang med at installere dit nye mobile bredbånd, anbefaler vi dig at sidde i et sydligt hjørne og har du mulighed for en tagterasse vil det være at foretrække.
Jeg har, som sikkert så mange andre, haft en noget munter oplevelse med en udbyder af mobilbredbånd.
Jeg har for en månedstid siden været i et erhverscenter for at købe en pind til min bærbar. Jeg har brug for at kunne komme på nettet når jeg er ude hos kunder og samarbejdspartnere og ikke mindst når Jesper og jeg sniger os væk i en weekend uden børn.
15Mbit det skulle jeg have og det var intet problem ifølge deres målinger, fordi jeg har ikke tid eller tålmodighed til at hive et håndsving op af tasken når jeg skal på nettet.
Med stor spænding satte jeg denne mobile pind i maskinen og måtte sande, at ikke engang et håndsving kunne få hastigheden op på noget der lignede 1Mbit.
Den kære sælger fik et hurtigt opkald og der manglede bestemt ikke forklaringer, men nu skulle det virke, sagde han. Ja,ja siger jeg bare, for i en kort stund var den på 1 Mbit og så var jeg ellers nede igen på under 1Mbit. Han fik endnu et opkald og hør så bare hvad en mulig forklaring kunne være. Jeg sad ikke sydligt nok. Så jeg tænker i mit stille sind, sig mig lige engang beder du mig nu om at finde et kompas og sætte mig med snuden i sydøstlig retning for at få mere end 1Mbit?
Kan du se det for dig:
Jeg rende rundt i huset for at finde et sydligt hjørne med en klapstol under armen for at kunne udvikle på Amio.dk
eller
Kære kunde, inden vi aftaler et nærmere tidspunkt, så skal jeg lige høre dig om mødebordet er i nordlig retning eller sydlig retning
eller
Jesper og jeg på vores romantiske weekend, må sidde ude på et toiletgulv i et sommerhus for at logge på systemet
Næ nu har jeg hørt det med. Jeg tror nu egentlig nok den kære sælger godt kunne se komikken i, at jeg skulle rende sådan rundt med den bærbare og min pind og et kompas ovenpå hovedet.
Jeg har, som sikkert så mange andre, haft en noget munter oplevelse med en udbyder af mobilbredbånd.
Jeg har for en månedstid siden været i et erhverscenter for at købe en pind til min bærbar. Jeg har brug for at kunne komme på nettet når jeg er ude hos kunder og samarbejdspartnere og ikke mindst når Jesper og jeg sniger os væk i en weekend uden børn.
15Mbit det skulle jeg have og det var intet problem ifølge deres målinger, fordi jeg har ikke tid eller tålmodighed til at hive et håndsving op af tasken når jeg skal på nettet.
Med stor spænding satte jeg denne mobile pind i maskinen og måtte sande, at ikke engang et håndsving kunne få hastigheden op på noget der lignede 1Mbit.
Den kære sælger fik et hurtigt opkald og der manglede bestemt ikke forklaringer, men nu skulle det virke, sagde han. Ja,ja siger jeg bare, for i en kort stund var den på 1 Mbit og så var jeg ellers nede igen på under 1Mbit. Han fik endnu et opkald og hør så bare hvad en mulig forklaring kunne være. Jeg sad ikke sydligt nok. Så jeg tænker i mit stille sind, sig mig lige engang beder du mig nu om at finde et kompas og sætte mig med snuden i sydøstlig retning for at få mere end 1Mbit?
Kan du se det for dig:
Jeg rende rundt i huset for at finde et sydligt hjørne med en klapstol under armen for at kunne udvikle på Amio.dk
eller
Kære kunde, inden vi aftaler et nærmere tidspunkt, så skal jeg lige høre dig om mødebordet er i nordlig retning eller sydlig retning
eller
Jesper og jeg på vores romantiske weekend, må sidde ude på et toiletgulv i et sommerhus for at logge på systemet
Næ nu har jeg hørt det med. Jeg tror nu egentlig nok den kære sælger godt kunne se komikken i, at jeg skulle rende sådan rundt med den bærbare og min pind og et kompas ovenpå hovedet.
mandag den 13. december 2010
Op på hesten igen
Jeg er simpelthen glad.
Jeg er ovenpå og jeg har overskud til at se det hele indefra og oppe fra helikopteren.
Skønt:)
Det var dagens ord, men tankerne og følelsen fylder langt mere end en lang A4 tekst!
God aften til dig som læser med.
Jeg er ovenpå og jeg har overskud til at se det hele indefra og oppe fra helikopteren.
Skønt:)
Det var dagens ord, men tankerne og følelsen fylder langt mere end en lang A4 tekst!
God aften til dig som læser med.
torsdag den 9. december 2010
Stemt ud
"Du er ikke min mor mere. Du er ikke min familie mere. Så nu går jeg!"
Det var udmeldingen i Fakta, da Xandar ikke måtte få en æske ostehaps. Han har aldrig spist dem, han prøver, men han kan simpelthen ikke lide dem, men æsken er så flot, så han spørger i hvert fald hver anden gang vi er ude og handle. "Jamen Xandar, du kan jo ikke lide dem" og han har altid svaret tilbage: "Det er da også rigtigt, mor, det havde jeg lige glemt." Men ikke denne gang.
Han blev så sur og sagde højt igennem Fakta, at nu var jeg ikke hans mor mere.
Vi gik resten af tiden hver for sig i Fakta, men vores veje mødtes da heldigvis ved udgangskassen.
I aftes flyttede Xandar så hjemmefra!
Han blev sur da vi skulle spise, fordi han hellere ville spise foran fjernsynet og ikke ved spisebordet.
"I er ikke min familie mere, så nu flytter jeg ud i skoven," sagde han, mens han gik forbi spisebordet.
Jesper svarede: "Husk at pakke en taske, hvis du bliver sulten."
Og så gik Xandar i gang med at pakke:
* Toiletpapir
* En pose rugbrød
* Tandbørsten
* En dunk til vand
* Plastikpose, sådan en kan man sikkert altid bruge
Jeg blev lidt stiv i blikket, men som Jesper sagde: "Skat, han bliver nødt til at prøve det, for ellers bliver han ved". Han havde jo ret, men alligevel.
Vi andre spiste færdig, mens han pakkede og brokkede sig over hans umulige familie, fandt en lygte og tog jakke og støvler på. Så gik han. I buldrende mørke, sne til op over knæene og sin Fjällräven på ryggen. Jesper gik med ud og efter laaange 15 minutter kom de hjem igen. Xandar synes nu alligevel, at det var lidt for koldt og mørkt til at sove ude i skoven og tænk nu, hvis der kom en ræv der var sulten efter en dreng som ham.
Min søn er hjemme igen og glad for sin familie, men jeg blev da mindet om, at mine kære børn jo kun er til låns og inden jeg ser mig om, så flytter en af dem hjemmefra igen:)
Det var udmeldingen i Fakta, da Xandar ikke måtte få en æske ostehaps. Han har aldrig spist dem, han prøver, men han kan simpelthen ikke lide dem, men æsken er så flot, så han spørger i hvert fald hver anden gang vi er ude og handle. "Jamen Xandar, du kan jo ikke lide dem" og han har altid svaret tilbage: "Det er da også rigtigt, mor, det havde jeg lige glemt." Men ikke denne gang.
Han blev så sur og sagde højt igennem Fakta, at nu var jeg ikke hans mor mere.
Vi gik resten af tiden hver for sig i Fakta, men vores veje mødtes da heldigvis ved udgangskassen.
I aftes flyttede Xandar så hjemmefra!
Han blev sur da vi skulle spise, fordi han hellere ville spise foran fjernsynet og ikke ved spisebordet.
"I er ikke min familie mere, så nu flytter jeg ud i skoven," sagde han, mens han gik forbi spisebordet.
Jesper svarede: "Husk at pakke en taske, hvis du bliver sulten."
Og så gik Xandar i gang med at pakke:
* Toiletpapir
* En pose rugbrød
* Tandbørsten
* En dunk til vand
* Plastikpose, sådan en kan man sikkert altid bruge
Jeg blev lidt stiv i blikket, men som Jesper sagde: "Skat, han bliver nødt til at prøve det, for ellers bliver han ved". Han havde jo ret, men alligevel.
Vi andre spiste færdig, mens han pakkede og brokkede sig over hans umulige familie, fandt en lygte og tog jakke og støvler på. Så gik han. I buldrende mørke, sne til op over knæene og sin Fjällräven på ryggen. Jesper gik med ud og efter laaange 15 minutter kom de hjem igen. Xandar synes nu alligevel, at det var lidt for koldt og mørkt til at sove ude i skoven og tænk nu, hvis der kom en ræv der var sulten efter en dreng som ham.
Min søn er hjemme igen og glad for sin familie, men jeg blev da mindet om, at mine kære børn jo kun er til låns og inden jeg ser mig om, så flytter en af dem hjemmefra igen:)
onsdag den 8. december 2010
Stafetten er min
Så har mine dage igen været i det vilde tempo og det er også gået ud over min blog, igen.
Siden sidst jeg skrev er det også blevet december måned. Det er den måned hvor jeg plejer at have pyntet op til den 1. søndag i advent, julegaverne for længst købt og til diverse julearrangementer har jeg meldt mig til at bage en kage.
Det sker så ikke i år!
Kender du de episoder i livet hvor det er som at stå på et løbebånd uden at komme fremad og hastigheden bliver blot sat op hvert fjerde minut og når en lille vind kommer forbi, så falder du af løbebåndet og så begynder du at løbe forvirret rundt som en høne uden hoved og ind i alle verdenshjørner, uden at ane hvor du er på vej hen?
Sådan har de seneste uger været for mig.
Jeg har endelig i dag fundet knappen til at slukke løbebåndet, mit hoved er tilbage igen og jeg kan se mig lidt rundt og tænke: Ok, nu står jeg så her og skal finde tilbage på min vej.
Jeg er stoppet op og jeg har taget en dyb, dyb indånding.
Jeg skal huske på, at jeg er direktøren i mit eget liv og jeg sætter selv tempoet i mit liv.
Jeg har nu taget mine solide, stødabsorberende og ventilerende vandrestøvler på.
Så min egen kære verden!
Jeg tager nu fat om dig igen. Jeg giver ikke slip. Jeg har kontrollen. Jeg har muligheden for at ændre. Jeg har et valg. Og jeg har valgt at vælge en forandring, for jeg hader at løbe uden et mål!
Siden sidst jeg skrev er det også blevet december måned. Det er den måned hvor jeg plejer at have pyntet op til den 1. søndag i advent, julegaverne for længst købt og til diverse julearrangementer har jeg meldt mig til at bage en kage.
Det sker så ikke i år!
Kender du de episoder i livet hvor det er som at stå på et løbebånd uden at komme fremad og hastigheden bliver blot sat op hvert fjerde minut og når en lille vind kommer forbi, så falder du af løbebåndet og så begynder du at løbe forvirret rundt som en høne uden hoved og ind i alle verdenshjørner, uden at ane hvor du er på vej hen?
Sådan har de seneste uger været for mig.
Jeg har endelig i dag fundet knappen til at slukke løbebåndet, mit hoved er tilbage igen og jeg kan se mig lidt rundt og tænke: Ok, nu står jeg så her og skal finde tilbage på min vej.
Jeg er stoppet op og jeg har taget en dyb, dyb indånding.
Jeg skal huske på, at jeg er direktøren i mit eget liv og jeg sætter selv tempoet i mit liv.
Jeg har nu taget mine solide, stødabsorberende og ventilerende vandrestøvler på.
Så min egen kære verden!
Jeg tager nu fat om dig igen. Jeg giver ikke slip. Jeg har kontrollen. Jeg har muligheden for at ændre. Jeg har et valg. Og jeg har valgt at vælge en forandring, for jeg hader at løbe uden et mål!
Abonner på:
Opslag (Atom)