Skal lige finde... mig

Jeg skal lige vende rundt, vende om, vende ud og vende indad og så starter jeg lige igen.
Lige hvor jeg er...

Spis op

Det måtte jeg simpelthen opgive i går på min første fastedag i uge 2.

Jeg er jo blevet helt pjattet med det der skyr 100 g med blåbær 50 g til morgenmad, så det kommer nok ikke som en stor overraskelse til dagens menu.

Frokosten sprang jeg over og til aftensmad, stod den på kyllingebryst med tomat, romaine salat, råkost og tzatziki med skyr.

Regnskabets time for dette måltid er 390 kcal:

Kyllingebryst 200 g (246 kcal)
1 Tomat (19 kcal)
Agurk 80 g (10 kcal)
Skyr 100 g (60 kcal)
Salatblade 50 g (5 kcal)
Gulerod 140 g (50 kcal)

Ialt 480 kcal (morgenmad på 90 kcal og aftensmad 390)

Der var simpelthen så meget på den tallerken, at jeg ikke kunne spise det hele. Jeg tror jeg er ved at vænne mig til fasten og derfor havde jeg ikke en helt så panisk sult. Jeg har egentlig også været bedre til at drikke mere danskvand med citrus i dag, så en god kombination af begge dele har nok haft sin betydning.

Operette fra morgenstunden

Min 2. fastedag er snart overstået og dagen er egentlig gået over al forventning.
Frokosten havde jeg ikke behov for, så den sprang jeg over og tænkte jeg kunne skære en ekstra tomat til aftensmaden.

Min morgenmad bestod af det samme som i mandags, skyr m. blåbær. Jeg er faktisk blevet lidt pjattet med det der skyr og jeg har lidt ekstra kcal tilbage, så den sidste sørgelige rest af skyr i bægeret skal spises som dessert i aften, med et par blåbær på.

Spinat-omelet m. kyllingepølse, champignon og grønt blev rigtig vellykket til aften og er nemt et hit for hele familien.

Opskriften får du her:
2 æg (159 kcal)
2 kyllingepølser (88 kcal)
1 tomat (19 kcal)
Grøn peberfrugt 100 g ( 24 kcal)
Spinat 100 g (25 kcal)
Champignon 84 g (22 kcal)

Pølserne og champignon svitsede jeg hurtigt på panden med chili og tog af.
Æggene som er rørt sammen med den optøede spinat og lidt revet muskatnød, kommer på panden og steger i ca 8 min. Fold æggekagen sammen og giv 3-4 min på middel varme og voila, der er et herskabeligt måltid.
Omeletten bliver ret "svampet" af spinaten og behøver skam ingen dressing.
Ialt 337 kcal

Det er nu lidt mærkeligt med den der sult.
Der går egentlig mange dage, hvor jeg ikke lige får spist morgenmad og der kommer ingen operasang fra maven. Men på en "fastedag", så skriger min mave af sult i utide, men en kop solbær-te får nemt sangen væk. Hjernen er nu en forunderlig størrelse...

5:2

Er det ikke bare noget moderne pjat ?!

Med forsigtig nysgerrighed har jeg læst artikler og fulgt med i forskellige fora om 5:2 Kuren. Min interesse for kuren har ikke været pga vægttab, men de mange beretninger om effekten på kolesterol, som for mit vedkommende har været i den høje ende i mange år.

At jeg så netop er gået på 5:2 Kuren med mere i tankerne end blot mit kolesteroltal skyldes, at jeg har kvittet cigaretterne for mere end 6 måneder siden og for første gang har jeg taget på uden at være gravid og nu kan jeg simpelthen ikke få de gamle bukser på mere, så NU skulle det være.

PanikHjerne

Jeg har været overrasket over hvor sjældent jeg har hørt min mave rumle i dag og når det skete, så blev sulten dæmpet med danskvand med citrus, i rigelige mængder.

Det har mere været mentalt, at jeg har været lidt bange for at mærke sulten og ikke bare lige kunne lave en lille trøstende mellemmad. Så jeg har da tænkt på mad mere end jeg plejer, bare fordi jeg ikke måtte. Men sådan var det jo også med cigaretterne de første dage, som var mere præget af frygt og panik, end reel trang og behov.

Dagens menu

Min første fastedag med 500 kcal har bestået af morgenmad, frokost og aftensmad.

Morgenmad
Skyr 120 g (72 kcal), pyntet med 50 g blåbær (39 kcal)

Frokost
Honningmelon 178 g (37 kcal)

Aftensmad
En dåse tun i vand (140 kcal)
Rød peber 100 g (31 kcal)
1 tomat 100 g (21 kcal)
Agurk 100 g (15 kcal)
120 g skyr (72 kcal)
Hvidløg og purløg til dressingen lavet med skyr

Det blev i alt 472 kcal.

Jeg skal da være ærlig og sige: "I guder hvor jeg dog glæder mig til imorgen tidlig, hvor jeg igen kan drikke min morgenkaffe med min fløde i og spise en Toms Skildpadde til en god film imorgen aften."
Det er ikke helt det samme at sidde med en kop orange te på en fasteaften, men jeg er ikke i tvil: Jeg er så klar på, at være "moderne" igen på torsdag.

Det ukendte land

"Så venter vi bare på din tudetur..." og rigtig nok.

Selvom Siff er mit tredje barn, var der ingen vej udenom.
Præcis syv dage efter at Siff blev født, vågnede jeg med en bævrende underlæbe, uden at kunne sige hvorfor, men klumpen i halsen voksede sig større og større som dagen gik.

Da jeg så mit snit til det, smuttede jeg ud i bad for at få noget mig-selv-tid så jeg kunne lade tårerne trille, i al stilhed uden at skulle forklare mig.
Her stod jeg så med en tomhed der væltede ind over mig og tårer der trillede, alt imens jeg så på en krop, jeg skulle forsøge at forholde mig til.

I mere end et halvt år har jeg ikke haft den store kontakt med halvdelen af min krop.

Ligtorne og hård hud under hælene har haft rig mulighed for at gro og til min store overraskelse så jeg også mørke hår på storetåen som var kommet frem. Hvad i alverden var der sket...?

For slet ikke at glemme benene, hvor hårene var blevet så lange, at de ikke længere strittede, men lå ned i et noget der mindede om tapetmønsteret, som min mormor havde i sin gamle stue. Det var blevet til ben som nemt kunne blive forvekslet med den slags herreben, man opdager, når man diskret bukker sig ned for at undersøge om prøverummet i H&M er ledigt.

Når nu jeg er i gang med at nævne "Det ukendte land", som starter fra navlen og ned under en graviditet, så kan det at tisse og få tømt blæren i sig selv være en udfordring og skal gentages flere gange under samme besøg.
Forestil dig, at sidde på toiletbrættet og forsøge at knibe en stråle ud ved at vippe fra side til side som noget der ligner en skonnert der er sejlet ind i et uvejr ude i Det indiske ocean.
Kunsten er så, at vippe helt ud til siden, men lige før kæntringspunktet, for ellers er der ingen vej tilbage, medmindre du sidder på et toilet med et handicap-greb du hurtigt kan klamre dig til.

Det bliver ikke bedre af de utallige besøg hos jordemoderen og lægen som hver gang beder om en urinprøve. Med en af de der plastikkrus udleveret, gik jeg ud på toilettet med et suk og tanken, så skal jeg til det igen: Fange en tissestråle fra "Det ukendte land".
Hvorfor udleverer de dog ikke bare en opvaskebalje til at sætte ned i toilettet? Så kan alle gravide undgå at sidde og vippe fra side til side og håbe på at den tynde stråle rent faktisk fanges i koppen, for det er jo intet mindre end umuligt at kunne se hvad man laver og hvor strålen egentlig er, hvis armen overhovedet kan komme langt nok rundt om maven og ned i toilettet.

Bevares, jeg var godt mindet om, at bikinilinjen ikke har været tilrettet i mange måneder, men jeg skal da love for at jeg kunne se hvor jeg var kommet til, når barberskummet skulle fordeles. Allerede sidste sommer, da jeg skulle i svømmehallen og vanen tro lige ville tilrette "kanten" til badedragten, måtte jeg da stå og fnise for mig selv, da jeg opdagede at den kunne jeg så ikke komme i nærheden af. Så med sætningen til min pertentlige feminine hjernehalvdel: "Hvad du ikke kan se, eksisterer ikke" - drog jeg i svømmehallen.

Lad mig vende tilbage til den uundgåelige 7-dages-total-hormornelt-kolaps.
Alt imens jeg stod der og blev mindet om min halve glemte krop med hår på benene, der lignede noget der var invaderet af fluer der havde lagt sig på ryggen og strittede med deres ben, en bikinilinje der mest af alt lignede en kanin og fødder så hårde og tørre som cement, stod tårerne ud af mig som en vandspreder en sommerdag på de brune marker.

Ikke alene skulle jeg finde mig selv igen, men en fuldstændig ustyrlig ked-af-det-hed og den største tomhed og ensomhed længe, rullede ind over mig.
Efter ni måneder hvor jeg ikke havde været alene, kom en overvældende følelse af at være blevet adskilt, fra at have været to og til pludselig være ene igen.

Det var et meget langt bad den dag og til sidst fandt jeg afbryderkontakten til tårerne og ind i stuen kom jeg tilbage.
Her lå den smukkeste lille pige, som ikke længere blot var gæst hos mig i ni måneder, men som jeg nu kunne holde tæt i mine arme og byde velkommen til livet.
Så tudede jeg sørme igen, men denne gang var det slet ikke fordi jeg følte mig adskilt og tom indeni, tværtimod.

Det stod så ikke lige i min drejebog

Ligesom jeg synes jeg havde fuldstændig styr på kalenderen og ToDo-sedlerne i forhold til, at få afsluttet og videregivet mine opgaver på Amio og gå på barsel, blev jeg ramt af livets realitet, mens jeg havde travlt med at planlægge alt muligt andet.

Jeg faldt for 2 ugers tid siden og det satte gang i en hær af plukveer, hvor jeg til sidst måtte kaste håndklædet i ringen og kontakte fødegangen.
De ville naturligvis gerne lige se mig og se om Siff havde det godt.
Hun havde det heldigvis godt, men de der plukveer var de bestemt ikke glade for, så efter at jordemoderen undersøgte mig og læge nr. 1 kom ind, for til sidst at overlægen kom forbi, tja så var meldingen: Du bliver altså ikke "løsladt" foreløbig og du bliver altså indlagt.
WHAT - det havde jeg så slet ikke set komme...

Det efterfølgende døgn, hvor jeg da fik lov til at forlade sengen for at gå op toilet blev lidt bedre og jeg blev anbefalet total ro de næste 4 dage og alt hvad der kunne stresse min krop fysisk og psykisk var forbudt. Efterfølgende ville de så tage stilling til om jeg skulle sygemeldes den resterende tid - det blev jeg så.

"En kold tyrker"

Jeg havde nu forestillet mig, at den sidste tid på Amio inden jeg skulle på barsel, skulle foregå stille og roligt og med videregivelse af mine opgaver, hvor jeg samtidig skulle lære at tage foden af speederen, så farten blev langsomt nedsat fra 160 km/t til de ca. 30 km/t og jeg blot skulle vinke og sige "på gensyn" til næste år.
Men ak, sådan er det ikke blevet.
En total opbremsning efter 2½ år med mere end 160 km/t har været noget af en kold tyrker.
Amiocomputeren og telefonen blev overdraget til Jesper, samme dag som jeg blev sygemeldt.

Den "sidste" dag 

Heldigvis og med glæde kan jeg se tilbage på min "sidste" arbejdsdag på Amio, som en lille forsmag på julen og jeg havde en dejlig glad dag.
Jeg mødte nemlig ind til vanvittig mange pakker der var sendt til Amio´s KnækCancer auktion og ikke nok med det, der var også kommet mange produkter fra Stockholm, hvor vi havde udstilling i MOOD.
Så der var fyldt op med de skønneste produkter fra Amio og en kollega kom forbi og tog billeder, for det var da helt overvældende.

Så jeg smiler med stor glæde, når jeg ser billederne fra denne dag, som jo både var en glædelig, men sandelig også en meget ærgerlig dag, da jeg ikke nåede at sige på gensyn til mine kollegaer og til alle brugerne på Amio.

Nu er det snart jul

I blandt de mange pakker på bordene, lå der også en privat pakke til Jesper og jeg.

Gitte fra Atelier Strøm havde lavet en lille gave til Siff, som vi glæder os til at tage i brug til sommer, nemlig den skønneste lille sommerhat.

Jeg glæder mig til jul og jul bliver det jo heldigvis hvert eneste år.
Selvom juletiden ofte kommer snigende som en overraskelse for mange og at det allerede er snart, så kan ingen drejebog ændre på at den kommer, for det er en dato der altid ligger fast...

Fordi du er dig, tak ...

Min ældste søn blev konfirmeret for en lille måneds tid siden.
Det er simpelthen ikke til at forstå, at jeg har en søn der snart er 14 år og lige er blevet konfirmeret.

Den første tale

Det var en fantastisk dag og Phillip gav udtryk for flere gange, at han nød det i fulde drag, men det strålede nu også ud af ham.

Den "berømte tale" som mange konfirmander frygter, klarede Phillip simpelthen så fint og humor mangler vi jo bestemt ikke i huset her, så der var en " kærlig og meget sjov hilsen" til os forældre. Det endte da også med, at han efterfølgende helt frivilligt fik holdt tale for personalet og kokken og gæsterne endnu engang.

Da det blev min tur til at holde tale, var jeg allerede godt forberedt på mange tårer og jeg havde da også lagt Kleenex frem og i min tale havde jeg i de forskellige afsnit mindet mig selv om at huske mascaren og en pause til at skåle og liiige få fatningen igen.

Det gik nu egentlig meget godt med talen og det var først til sidst, at tårerne trillede helt ude af kontrol og jeg lignede hurtigt en kvinde med en form for epileptisk anfald i ansigtet, fordi jeg prøvede at samle fatningen. Det hele sluttede heldigvis af med et kærlig kys og tak fordi du er dig, min skat.

 

Sidste udkald

Det var en meget kold aprildag og vinden havde godt fat i kjole og hår og jeg ser frem til, at hans gave snart skal tages i brug, blot et meget varmere sted end i Præstø den dag.
Vi valgte nemlig, at give Phillip et rejsegavekort til en ferie alene med mig, da tanken var, at det skulle være en gave, der ville følge ham i hans minder lang tid.

Og inden jeg ser mig om, så er han over alle bjerge og det med en ferie med sin mor kan jeg da godt glemme alt om og vælger han alligevel at tage med os på ferie, så løber han sikkert  rundt på stranden med pigerne og danser på diskoteker det halve af natten alligevel.

Så skulle vi nå at have en ferie kun os to sammen, så var det nu.
Dette er så efterfølgende blevet endnu mere relevant, efter jeg er blevet gravid og venter mit tredje barn :)